Tusindvis af døde fisk skaber bekymring: - Folk synes, det er en lokal miljøkatastrofe

Lokalbeboerne savner svar på, hvorfor døde fisk er skyllet op på strandene omkring Thisted.

4:41
De døde fisk strækker sig hele vejen fra Sennels og til Thisted godt seks kilometer væk.
Foto: Nanna Jørgensen, TV MIDTVEST

Hvor bølgerne normalt skvulper ind over stranden ved byen Sennels tæt på Thisted, er små sild i løbet af weekenden skvulpet ind mod land - i tusindvis.

Det havde været et mekka for fiskere og sæl i området, hvis ikke det var fordi alle fiskene var døde. 

Det giver en utryghed hos borgerne i den lille by, og de sidder tilbage med et stort spørgsmål.

 Hvad er der sket?

- Folk synes, det er en lokal miljøkatastrofe. Det må man godt have lov til at sige. Folk er frustrerede, og de efterspørger viden, lyder det fra formand for Sennels Borgerforening Erik Gustavsson. 

Erik Gustavsson er selv tilflytter, og det var netop placeringen ved fjorden, der gjorde, at han slog sig ned her. 

- Man bliver ramt, når man har valgt at bo et sted tæt på fjorden, fordi det skal have en herlighedsværdi, og jeg tænker, at vi skal alle passe på vores nærområde. Så det er klart, at man bliver berørt, siger han. 

Det er usikkert, præcist hvornår de små fisk er skyllet i land. Fra Erik Gustavsson lyder det dog, at de ikke var på stranden lørdag. TV MIDTVEST har også modtaget billeder af stranden sendt ind mandag.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et trist syn

Erik Gustavsson betegner selv Sennels som et aktivt lokalsamfund og som en by, hvor der sker stor udvikling. Derfor ville det også ærgre ham, hvis synet af døde fisk langs strandkanten blev normalt.

- Vi vil ikke blive valgt fra, fordi der sker ting som det her, siger Erik Gustavsson. 

Det er ikke kun de lokale som har lagt mærke til, at noget er underligt. 

Turister på gåtur langs kysten har også undret sig over, hvordan det kan lade sig gøre, at så mange fisk ligger døde. 

En af dem på gåturen langs stranden tirsdag var Sabine Dachauer fra Bayern i Tyskland. 

- Det gør mig eftertænksom og trist, at fiskene ligger, hvor der er så smuk en natur, og spørgsmålet er hvorfor?

0:36
Anette Thorning filmede den video af døde fisk ved Thisted mandag.
Foto: Privat

Ifølge formanden for borgerforeningen har de mange spørgsmål blandt lokalbefolkningen skabt grobund for, at folk nu skaber deres egne historier om, hvad der er foregået med fiskene. 

Er det iltsvind der er skyld i massedøden? Eller er det alger? 

Erik Gustavsson mener derfor, det er godt, hvis fiskene bliver undersøgt, så der kan komme fakta på bordet i stedet for spekulationer.

Myndigheder har to teser

De danske myndigheder ved ikke med sikkerhed, hvorfor tusindvis af små sild er døde i Limfjorden ud for Thisted.

Det siger Berit Borksted, der er kontorchef i Miljøstyrelsen og ansvarlig for overvågningen af iltsvind i de danske farvende.

Hun fortæller, at styrelsen mistænker, at iltsvind eller alger, der er giftige for fiskene, har forårsaget massedøden.

Styrelsen besøgte sidste uge Thisted Bredning, hvor de døde fisk denne uge er dukket på. Her fandt man ingen tegn på iltsvind, men man konstaterede flere alger.

- Vi ser med alvor på situationen, siger hun.

Styrelsen vil onsdag tage nye prøver i området.

- Så længe, vi ikke kender årsagen, er det vanskeligt at sige, hvor længe man kan observere døde fisk, forklarer Berit Borksted.