Vandreture på vestkysten hitter: - Der er så mange skønne steder
Flere og flere søger ud i den danske natur, og det mærker rejsebureauet VesterhavsCaminoen i Harboøre, der i år sender 4000 gæster afsted.
En ferie på en spansk ø eller i den italienske by Firenze er populære destinationer for mange danskere, men flere og flere danskere ønsker en ferie på dansk jord.
Hos rejsebureauet VesterhavsCaminoen i Harboøre oplever de nemlig, at deres vandreture på vestkysten er populære.
- Vi har rigtig stor efterspørgsel på vores vandreture, og siden corona har der hvert år været et stigende antal gæster, fortæller Stine Andersen Holm, der er medejer af VesterhavsCaminoen.
Sidste år sendte rejsebureauet 2500 gæster ud i naturen, og i år forventer de at sende 4000 ud på vandreruter.
Større busser er nødvendigt
Det er alt fra børnefamilier og kærestepar til ældre, der køber vandreture hos rejsebureauet, og så er det både danske og udenlandske turister, der ønsker at opleve den vestjyske natur.
- Vi er ved at få oversat vores hjemmeside, så endnu flere fra udlandet tager til Danmark, fortæller Stine Andersen Holm.
Og efterspørgslen har faktisk været så stor, at ejerne har været nødt til at opgradere deres virksomhed.
- Vi har travlt, og vi har flere chauffører, der kører efter gæster, og så har vi investeret i større busser for at få plads til alle de gæster, vi sender afsted, siger hun.
Rejsebureauet fragter nemlig gæsterne samt deres bagage, hvis kunderne ønsker det.
Mange skønne steder i Danmark
Ifølge medejeren hører de fra deres kunder, at de får en særlig ro ud af turene.
- Vi oplever, at mange siger, at det er for at komme væk fra hverdagen og smide telefonen i tasken og komme ud at være sammen på en helt anden måde, end hvis man er på en ferie i udlandet, hvor man godt kan være mere online på sin telefon, forklarer Stine Andersen Holm.
Og præcis det med at koble helt fra kan Heidi Keller Hansen og Vaun Hede Jensen skrive under på.
De har bestilt en vandretur på 65 kilometer med tre overnatninger hos rejsebureauet.
- Vi bor i Aalborg, så det er skønt at komme ud i fred og ro en gang i mellem. Vi kan godt lide at vandre, og under corona fandt vi ud af, at der er så mange skønne steder i Danmark, som vi ikke kender, og vi er heller ikke så gode til at være i varmen, når der er 41 grader, siger Heidi Keller Hansen og Vaun Hede Jensen tilføjer:
- Vi oplever en ferie i et helt andet tempo, og vi kan stoppe op og se tingene og høre fuglene, man kommer virkelig ned i tempo.
VesterhavsCaminoen startede i 2019, hvor de sendte 150 gæster ud i den danske natur.