Bilister mister tålmodigheden: - De bander, svovler og skælder ud
Politihjemmeværnet mærker det på egen krop, når bilister bliver vrede.
Forbandelser og masser af skæld ud er en del af jobbet for politihjemmeværnet, når de regulerer trafikken ved store begivenheder.
En sådan begivenhed kan være VM i Håndbold.
Til kampen mellem Sverige og Danmark i Boxen i Herning forventede man op mod 4500 biler, som skulle guides frem. Ikke alle sammen var lige tålmodige.
- De bander, svovler og skælder ud, siger Ulrik Amdi, der er kompagnichef ved Politikompagni Herning.
Af den selv samme årsag var alle forberedte på, hvad de skulle gøre, hvis bilisterne blev ubehagelige.
- Husk at møde dem med et smil og høflig optræden. Det går det hele meget lettere, lød det, inden de gik i gang.
Langt fra nemmere
Bilisternes opførsel er blevet værre med årene, oplever Ulrik Amdi.
- Jeg har været kompagnichef i 25 år, og jo der er sket en kraftig ændring i adfærd. Det er tale, råbe og fagter, fortæller han.
Det sker ofte, at hvis der først er en, der bliver sur, så breder det sig hurtigt til de andre bilister.
- Står man og bruger 30 sekunder eller et minut på én bilist, jamen så bliver de resterende 50 i køen lige så utilfredse, for så blokerer man trafikken, siger Jan Park-Thomsen, der er næstkommanderende.
’Dumme kælling’
TV MIDTVEST oplevede ingen problemer, mens vi fulgte trafikken med et kamera, men et andet sted blev en kvinde kaldt for ”dumme kælling”, mens hun dirigerede trafikken.
- Det er jo lidt den kultur, vi desværre har. Folk vil bestemme, hvilken vej, de skal køre, og det er der ikke nogen, der skal fortælle dem. Men det er jo så det, vi står der for. Vi skal få det til at køre, siger Ulrik Amdi.
Indimellem udvikler raseriet sig til noget mere alvorligt. Det skete blandt andet for Jan Park-Thomsen i 2013, da han stak hovedet ind af sideruden til en taxachauffør for at spørge, hvorfor han blev sur.
- Da jeg hang ind ad ruden og snakkede med ham, så gassede han op, så jeg blev slæbt hen ad vejen og slog mit kraveben af led. Det var en super ærgerlig hændelse, fortæller han.
Ingen af dem får løn for deres arbejde.