110 arbejdspladser nedlægges: - Det er meget trist
Den 300 medarbejder store virksomhed Nordisk Wavin fjerner mere end 100 arbejdspladser i plastproduktionen på fabrikken i Hammel.
Mere end 100 ansatte på virksomheden Nordisk Wavin, skal i løbet af de kommende år finde sig et nyt arbejde.
Virksomheden oplyser, at de lukker plastproduktionen, der udgør en markant del af Nordisk Wavins produktion på fabrikken i Hammel, og beskæftiger cirka 110 personer.
Plastproduktionen vil blive flyttet til andre steder i Europa, og virksomheden forventer, at arbejdspladserne vil blive nedlagt over en flerårig periode.
At skulle nedlukke så mange arbejdspladser, har ikke været en rar beslutning, siger den administrerende direktør i en pressemeddelelse.
- Vi er kede af at skulle flytte produktionen i Hammel, fordi det betyder, at vi vil være nødt til at sige farvel til gode kolleger og også pga. den påvirkning det vil få på lokalsamfundet. Vores primære fokus vil derfor være på at støtte medarbejderne i overgangsperioden, udtaler Henrik Falck, administrerende direktør hos Nordisk Wavin.
Der vil fortsat være produktion på den danske fabrik, men udflytningen vil påvirke 93 timelønnede og 17 funktionærer, oplyser tillidsrepræsentanten i virksomheden til TV2 Østjylland.
Kommunen vil hjælpe
Borgmesteren i Favrskov Kommune ærgrer sig over meddelelsen, men forsikrer, at kommunen vil hjælpe medarbejderne godt videre.
- Det er meget trist. Jeg kan kun ærgre mig over, at de flytter de medarbejdere. Det er bekymrende for dem, men vi vil gøre, hvad vi kan, for at få dem placeret i andre virksomheder i Favrskov Kommune, siger Lars Storgaard (K).
Arbejdspladserne vil blive nedlagt i løbet af de næste 18 til 24 måneder, oplyser Nordisk Wavin til TV2 Østjylland.
Billedet på forsiden er taget af Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.