Biltyvene har fundet en ny guldgrube, der kan koste dig tusindvis af kroner
Det er nærmest umuligt at stille noget op som bilejer ifølge områdechef i FDM's tekniske rådgivning.
Har du en nyere bil, er dit sidespejl måske ikke bare et sidespejl. Det kan nemlig være en guldgrube for tyveknægte.
Tyveri af sidespejle er et kendt fænomen i udlandet, og som tilsyneladende også hærger Danmark. Bilejere rundt om i landet har i hvert fald siden sidste år anmeldt stjålne sidespejle.
Indtil nu har spejlene ikke været de kriminelles favoritreservedel, men med avanceret elektronik er de blevet meget attraktive tyvekoster.
Sådan lyder det fra Lone Otto, der er områdechef i FDM's tekniske rådgivning.
- Glassene har blandt andet varmetråde, nedblænding og radarsystemer, der assisterer føreren med blindvinkelalarm. Det er kostbare reservedele, fortæller hun til TV 2.
Især ejere af dyrere biler såsom Audi, Tesla, BMW og Mercedes melder om stjålne sidespejle, og det er der en grund til. Det er nemlig typisk luksusbiler med ekstraudstyr, der har de eftertragtede sidespejle, lyder det fra Lone Otto.
Umuligt at værne sig
Ikke nok med, at det er let at stjæle sidespejle, er det også en hurtig manøvre at stjæle spejlene.
Ifølge Viborg Stifts Folkeblad viste overvågning fra et tyveri i Viborg, at det tog gerningsmændene blot 13 sekunder at afmontere spejlene.
Tyveriet foregår typisk med en sugekop, som trækker spejlene af, mens de tilhørende ledninger bliver afkoblet.
Og får man stjålet sine sidespejle, kan det blive en dyr fornøjelse at generhverve dem.
Lone Otto anslår, at glassene koster mellem 2000 og 4000 kroner. Hvis ledningerne bliver ødelagt under tyveriet, kan det blive mindst dobbelt så omkostningsfuldt.
Desværre er det tilsvarende svært at værne sig mod sidespejlstyveri.
- Man kan ikke gøre noget som bilejer. Med reservedele inde i bilen kan man aflåse bilen, og man kan sætte låsebolte på sine alufælge. Men det er ikke muligt med sidespejle, fortæller Lone Otto.
Velkendt fænomen
I november kunne TV MIDTVEST berette om 13 tyverier af sidespejle i Viborg. Ligeledes blev der registreret 15 anmeldelser af stjålne sidespejle i Randers ifølge TV2 Østjylland. I Humlebæk var der også sidespejlstyve på spil.
Men bølgen fortsætter.
I Hvidovre er der set en række tyverier af sidespejle de sidste uger, siger politikommissær ved Københavns Vestegns Politi Christian Poulsen til FDM.
- Det er en kriminalitetsform, som vi har set flere steder på Vestegnen det sidste halve år, og som vi har fokus på. Vores formodning er, at der ofte er tale om organiseret kriminalitet, hvor tyvene sælger bildelene videre.
Denne holdning deler Emil Enemark Sørensen, der er kommunikationskonsulent ved Østjyllands Politi.
- Det kan være både omrejsende kriminelle fra udlandet og gerningsmænd, der bor i Danmark, som står bag, fortæller han til FDM.