Dansk OL-løber smadrer personlig rekord

Thijs Nijhuis fra Viborg har vundet et halvmarathon i Østrig og satte i den forbindelse en personlig rekord.

Thijs Nijhuis glæder sig til OL næste år.
Thijs Nijhuis glæder sig til OL næste år.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Den danske marathonløber har søndag eftermiddag vist sig stærkt frem, før han skal repræsentere Danmark til OL i Tokyo.

Ved S7 Marathon-stævnet i den østrigske bydel Graz løb danskeren stærkt, da han tilbagelagde et halvmarathon på under 63 minutter. Helt præcist i tiden 1 time, 2 minutter og 46 sekunder.

Det var nok til ikke bare at vinde løbet, der fungerer som et opvarmningsløb til sommerens lege i Tokyo. Det var også Nijhuis' personlige rekord, som han slog med 45 sekunder.

Ifølge hovedpersonen selv er det en kulmination på flere dages højdetræning og en pause væk fra landevejene, der har vist sig som en fordel.

- Jeg har været på træningslejr Frankrig og har egentlig trænet rigtig godt det seneste stykke tid. Så fik jeg lidt bøvl med maven, og det tvang mig til at tage en pause fra træningen. Men jeg har nok haft godt af den, for jeg synes virkelig, jeg løb fornuftigt i dag, fortæller han til TV 2 SPORT.

- Det var mit sidste lange løb inden OL, så det var fedt at sætte den tid, og det peger i den rigtige retning for mig.

Den 28-årige viborgenser løb med flere af de OL-deltagere, han også skal konkurrere med til sommer.

En anden dansker i Abdi Ulad blev nummer tre ved løbet i Østrig.

5:01
Første gang Thijs Nijhuis løb maraton, vandt han DM-guld. Hans tredje maraton var VM, og nu kæmper han for at komme til OL.

Satte også rekord i februar

Man skal ikke mange måneder tilbage for at finde den seneste gang Nijhuis' var i rekordhumør.

I februar satte han dansk rekord i 5000-meter løb på landevej, da han ved Monaco Run i Monaco løb de fem kilometer på 13 minutter og 49 sekunder, hvor han blev nummer ti.

Den tidligere danske rekord var sat 20. juni 2020 - også af Thijs Nijhuis - og lød på 13 minutter og 57 sekunder.

Løberens bedste tid på maratondistancen lyder på 2 timer 10 minutter og 57 sekunder. Maratonløbet ved OL i Tokyo afvikles søndag den 8. august.

1:49
Løberen Thijs Nijhuis ville som den første nå i mål på under 17 minutter ved det traditionsrige Søndersøløb i Viborg.