Hvis du har dette låsesystem, bør du overveje at skifte, mener låsemed

Den runde Ruko-nøgle går på pension. Man er dog ikke nødsaget til at skifte sit låsesystem med det samme.

Den sidste store opgradering på nøglen blev lavet for mere end 44 år siden.
Den sidste store opgradering på nøglen blev lavet for mere end 44 år siden.
Foto: Foto: TV 2 Grafik, Ellen Meldgaard Pedersen

Efter mere end 80 år på markedet er det slut.

30. november går den runde Ruko-nøgle ”på pension”, som firmaet bag selv kalder det.

Det betyder, at efter november 2024 kan man ikke længere få serviceret eller vedligeholdt sin runde nøgle og dertilhørende cylinder.

Spørger man en låsesmed, er det også ved at være på tide, at den runde nøgle trækker sig tilbage.

Nem at manipulere

Pensionen betyder, at nøglen og cylinderen ikke produceres mere, så går låsen i stykker, skal hele cylinderen i døren udskiftes til en nyere model.

Ifølge Peter Allan Christensen, som er låsesmed hos KN Låseteknik, er det en god ting, at den runde nøgle bliver skiftet ud, fordi den er af ældre dato.

- Mange andre brancher er i udvikling, og jeg synes, at det er på tide, at man stopper med at lave det gamle, som slet ikke er tidssvarende længere, siger han.

Peter Allan Christensen fortæller også, at den runde nøgle ikke er lige så god som de andre nøgler på markedet, og at den er meget nemmere at manipulere.

Ifølge Tine Sode, som er fagekspert i huseftersyn og indbrudssikring hos Videnscentret Bolius, er der to sider af sagen.

- Umiddelbart er det noget skidt, fordi vi er så mange, der har de runde Ruko-nøgler, som nu skal have dem skiftet, og det koster jo. Men omvendt er de slet ikke sikre nok og utroligt nemme at dirke op, så det er en kærkommen lejlighed til at få en langt mere sikker lås, siger Tine Sode.

En god lejlighed til forandring

Peter Allan Christensen kan i sit arbejde godt mærke, at den runde nøgles pensionsdato nærmer sig.

- På det seneste har vi haft en del nye systemer at lave, fortæller han.

Han understreger, at det selvfølgelig ikke betyder, at man fra 1. december ikke kan bruge sin nøgle og lås mere, men blot, at systemet ikke produceres længere.

- Jeg synes, at man skal begynde at gøre noget, og udfasningen er en god lejlighed til at få skiftet et gammelt låsesystem, som alligevel er slidt og trænger til fornyelse, lyder det fra Peter Allan Christensen.

Tine Sode og Peter Allan Christensen er ikke i tvivl om, hvad de ville gøre, hvis de selv havde den runde Ruko nøgle og dertilhørende cylinder derhjemme.

De ville begge to skifte den med det samme.

Andre krav i udlandet

Troels Karlskov, som er pressechef i Tryg, fortæller, at den runde nøgles pension ikke ændrer på noget, når det kommer til forsikring.

- I Tryg stiller vi ikke krav til kunderne om specifikke typer af låse, men kunder skal selvfølgelig have forsvarligt aflåst deres bolig for at kunne få erstatning og dækning efter eksempelvis et indbrudstyveri.

Han fortæller også, at de i Tryg følger med i udviklingen herhjemme og i udlandet, og at man i Holland og Storbritannien har stillet krav og ændret lovgivningen til låsen, og det har givet et væsentligt fald i antallet af indbrud.

- Skulle der i Danmark komme lignende politiske tiltag og krav, er vi naturligvis klar på at se på, hvordan vi kan tage højde for det i vores produkter og betingelser, så kunden er stillet bedst muligt.