Landstræner med Herning-rødder roser Axelsen: - Han tager den et niveau over
Kenneth Jonassen kalder Viktor Axelsen for den ultimative professionelle sportsmand, som har fortjent sin OL-guldmedalje.
Det succesfulde makkerskab mellem Viktor Axelsen og Kenneth Jonassen nåede mandag sit klimaks.
En guldmedalje ved OL.
Cheflandstræneren fra Herning var også meget stolt over at se, hvordan Axelsen ikke blot vandt - men også knuste sin finalemodstander, Chen Long, med 21-15, 21-12.
- Lige nu er jeg tabt for ord. Den masterclass og det niveau, Viktor leverer, det ser vi ikke ret ofte i en finale, siger Jonassen til TV 2 SPORT.
- Lige nu er det klart stolthed, der fylder mest. Jeg har den største respekt for folk, der arbejder helhjertet og inderligt mod et mål og når det.
- Viktor har gjort så mange ting for at optimere, at det ikke kunne være mere fortjent. Det er den ultimative professionelle sportsmand, der når det ultimative mål. Han cementerer triumfen med en sejr over Chen Long, der har vist højt niveau ved OL. Viktor tager den bare et niveau over det i dag.
Ny form for tålmodighed
De to personer var mødtes mandag morgen lokal tid for at blive enige om planen for at besejre Chen Long. At planen blev udført så godt af Axelsen var imponerende, mener Jonassen.
- Jeg har ikke rigtig fokus på det under kampen, fordi jeg var skarp på, hvad der skulle ske og at være der for Viktor. Når jeg tænker på det efter kampen, kan jeg nærmest ikke huske Viktors fejl, fordi der er så få.
- Viktor var så skarp på, hvad der skulle ske, og det er det, der gør, han kan levere sådan. At han er så skarp på planen og sine slag. Han udviser en ny form for tålmodighed, som jeg ikke har set før i sådan nogle kampe fra hans side, siger Jonassen, som var den første, Axelsen løb over til og krammede efter finalesejren.
Viktor Axelsen var med til at vinde VM for hold i 2016. Året efter vandt han det individuelle VM. I 2020 sikrede han sin første All England-titel og sideløbende har han krydret det med mange andre titler.
Med OL-guldmedaljen er Danmark oppe på fem medaljer ved OL i Tokyo. Få overblikket her.