Venstre kalder justitsminister og udlændingeminister i samråd efter TV 2-afsløring
I perioden 15. december til 24. marts er der rejst 59 sigtelser mod personer på Kærshovedgård for blandt andet vold og narkosalg.
To maskerede mænd, der forcerer hegnet til Udrejsecenter Kærshovedgård.
Sådan ser overvågningsoptagelserne ud fra udrejsecenteret ved Bording i Midtjylland, som en nabo har filmet, og som TV 2 i dag kan vise.
Beboerne på Kærshovedgård består af knap 280 afviste asylansøgere, personer på tålt ophold og udvisningsdømte kriminelle – alle med det tilfælles, at de skal sendes ud af Danmark.
Ifølge Venstres integrations- og indfødsretsordfører, Morten Dahlin, hersker der ingen tvivl om, at personerne på billederne er på vej ud for at begå kriminalitet, og han efterlyser mere handling for at komme det til livs.
Derfor kalder han nu justitsminister, Nick Hækkerup (S), og udlændige- og integrationsminister, Mattias Tesfaye, i samråd.
- De skal stå skoleret overfor Folketinget og fortælle os, hvad de rent faktisk har tænkt sig at gøre for at få de her mennesker til at rejse hjem og få kriminaliteten i området til at falde, siger han til TV 2.
Ønsker et nyt udrejsecenter
Mange af beboerne har hårde domme i bagagen. Ifølge BT blev der i perioden 15. december til 24. marts rejst 59 sigtelser mod personer på Kærshovedgård for blandt andet vold og narkosalg.
Ifølge Morten Dahlin er det uholdbart for beboerne i Bording at leve side om side med, hvad han kalder for kriminelle udlændinge.
- De har intet at gøre her. De skal ikke være i vores land, hvor de skaber utryghed, understreger han.
Han mener derfor, at der er brug for et nyt udrejsecenter.
Udover Kærshovedgård findes der to andre udrejsecentre i Danmark. Ét i Hørsholm og ét i Hvalsø - begge to på Sjælland.
I 2019 droppede den nye regering den forrige regerings planer om at oprette et udrejsecenter på øen Lindholm i Stege Bugt.
Men Morten Dahlin fastholder, at det er en god ide at isolere beboerne fra resten af samfundet, for eksempel på en ø, hvor det er sværere at komme væk.
Vil have slået hårdere ned på overtrædelser af meldepligt
Udrejsecentrets beboere er ikke frihedsberøvede. Det vil sige, at de ansatte ikke må forhindre dem i at forlade centeret.
Til gengæld har de fleste af dem melde- og eller opholdspligt.
Det gør det ifølge Bo Yde Sørensen, der er formand for Fængselsforbundet, svært for de ansatte at gøre noget ved problemet.
Netop derfor mener Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, at overtrædelser af melde- eller opholdspligten skal straffes hårdere.
- Det er helt grotesk for de borgere, der bor i området. Det er jo folk, der har været dømt for meget voldsomt kriminalitet, siger han til TV 2.
Formanden vil ligesom Morten Dahlin også gerne have centret længere væk, så det ikke er til gene for naboerne omkring.
Men for at komme problemet med forceringer af hegnet til livs nu og her, foreslår han at indføre mere overvågning og lave flere razziaer.
Forventer at præsentere en plan inden sommerferien
TV 2 har forgæves forsøgt at få et interview med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Han oplyser i et skriftligt svar, at regeringen arbejder på at få de kriminelle udlændinge væk fra Kærshovedgård.
- Der skal selvfølgelig ikke være hul i hegnet. Det her er en uholdbar situation. Jeg har derfor bedt myndighederne sikre, at vi får styrket hegnet rundt om Kærshovedgård, så beboerne i stedet bruger den almindelige ind- og udgang, skriver han.
Ifølge ministeren forventer regeringen inden sommerferien at præsentere en plan for at få kriminelle udlændinge væk fra Kærshovedgård.
Det vides ikke, om mændene på overvågningsbillederne er beboere fra centret, eller hvorfor de kravler ind og ud gennem et hegn i stedet for at bruge hovedindgangen.