Julen er i fare: Guds hus ramt af skimmelsvamp

Menighedsrådet håber fortsat på, at de kan holde julegudstjenester.

flaget hejst ved Snedsted kirke
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Med godt og vel halvanden måned til jul må Snedsted Kirke i Thisted Kommune lukke på ubestemt tid.

Det oplyser de på Facebook.

Det er på grund af skimmelsvamp, at kirken nu må lukke. Allerede nu forudser menighedsrådsformand Lise Bangsgaard Sørensen, at årets julegudstjenester formentligt skal holdes et andet sted end vanligt.

- Medmindre vi får at vide, at det er en overilet beslutning, hvilket jeg tvivler på, så satser vi på at holde vores kirkelige handlinger i sognegården i stedet. Vi har sendt en anmodning til biskoppen, forklarer menighedsrådsformanden. 

Helbredet i første række

Problemet med skimmelsvamp kommer ikke helt bag på menighedsrådet. Men det er omfanget af det, der er skyld i, at man nu lukker kirken.

- Det er ikke noget nyt med fugtproblemer i de gamle danske kirker. Vi har også oplevet det, og derfor har vi haft Teknologisk Institut ude for at lave en undersøgelse, og deres rapport viser, at der er så store mængder skimmelsvamp i kirken, at vi er nødsaget til at lukke den, konstaterer Lise Bangsgaard Sørensen.

Menighedsrådsformanden var på godt jysk træt af resultaterne af undersøgelsen.

- Man har ikke lyst til at lukke kirken ned, men her kommer personalets og brugernes helbred altså i første række, siger hun.

Lange udsigter

Det er i skrivende stund uvist, hvad der præcis skal ske med kirken, men én ting er desværre nok sikkert. Det kommer til at tage lang tid.

- Vi ved ikke noget endnu. Vi har sendt undersøgelsen til stiftet, men Nationalmuseet skal også indover, og så skal der findes ud af, hvor meget der skal gøres.

- Men altså kirken skal jo nok renses ned og inventaret skal renses. Hvis alter, bænke og så videre skal tages ud, så tager det jo tid, og det er ikke noget almindelige håndværkere kan, da det jo er kulturhistorie, konstaterer Lise Bangsgaard Sørensen

Dog vil menighedsrådet forsøge at få det bedste ud af situationen.

- Vi regner med at få lov til at bruge sognegården - forhåbentligt allerede fra næste uge, så vi stadig kan mødes lokalt, afslutter menighedsrådsformanden.