32.000 liter fadøl og 1500 flasker vin: Silkeborg fester videre oven på druknet regatta-fest

Den ene byfest gik konkurs på grund af blandt andet svigtende ølsalg og manglende opbakning. Den anden brager derudaf med udsolgte billetter og overflod af frivillige.

Hugorm med Simon Kvamm i front spillede fredag aften på scenen i skoven ved Indelukket.
Hugorm med Simon Kvamm i front spillede fredag aften på scenen i skoven ved Indelukket.

Der er fest i skoven ved Indelukket i Silkeborg lige nu, og festen fortsætter aftenen ud, et stykke ind og i morgen med.

Tredages-festivalen "Hede Rytmer" samler silkeborgenserne under trætoppene, hvor arrangørerne med sit indkøb af 32.000 liter øl og 1500 flasker vin - sammen med musikalske navne som Hugorm med lokale Simon Kvamm i front, Thomas Helmig og Medina - har gjort sit til at sikre den gode stemning.

Blandt gæsterne er Malene Würtz, der siger, at "Hede Rytmer" er årets helt store begivenhed i byen.

- Jeg er kommet for at hygge mig mega meget. Vi venter på det her hvert år. Det er årets fest. Som en skolefest for Silkeborg, siger Malene Würtz, mens lyden af Hugorm brager ud af højttalerne.

Svigtende opbakning og ølsalg

"Hede Rytmer" er den første helt store begivenhed i Silkeborg siden skandalen i august 2022, da regatta-festen gik ned med et brag som følge af svigtende opbakning og dårligt salg, som førte til underskud i millionklassen og udestående med de kunstnere, der var hyret ind til at optræde.

Foreningen bag regattaen endte med at gå konkurs, og dengang sagde Radikale Venstres byrådsmedlem Johan Brødsgaard til TV2 Østjylland, at han både var rystet og skuffet over at se, at så stort et event i Silkeborg har skudt så meget over mål, at de nu kigger ind i et millionunderskud.

- Vi kender ikke det konkrete omfang endnu, men det er flere millioner, sagde Johan Brødsgaard dengang i august.

Konkursboets kurator krævede nogle måneder senere 2,1 millioner i erstatning fra lederen og bestyrelsesmedlemmerne bag Regatta Silkeborg.

Alligevel har Silkeborg Kommunes byrådspolitikere allerede besluttet, at regattaen skal genoplives og sejle videre i 2025.

En velsmurt maskine

Spørgsmålet er, hvad arrangørerne af Hede Rytmer tænker om konkursen hos branche-kollegaerne. Mon de er nervøse for at ende i samme situation?

Det synes ikke at være tilfældet, nej.

- Vi har altid betalt alle vores regninger, og det fortsætter vi med at gøre. Det her er en velsmurt maskine, og det er aldrig gået bedre, end det gør lige nu. Vi har så stor tilstrømning af frivillige, at vi har måttet sige nej til nogen, lyder det fra festivalchef Oliver Zähringer.

55-årige Sten Storgaard har været frivillig i mange år, og han bliver ved på ubestemt tid, selv om han egentlig ville være stoppet som 30-årig.

- Jeg er blevet ramt af hyggestemningen hernede. Jeg bliver nok ved, til nogen andre synes, jeg har nået sidste salgsdato, siger Sten Storgaard.

Borgmester Gade bakker op

Silkeborgs borgmester Helle Gade (S) var også blandt gæsterne her til aften.

Hun hæfter sig ved, at arrangørerne melder udsolgt, og at de har fået et program sammen med kunstnere, der appellerer til et bredt udsnit af befolkningen.

- Der er virkelig mange mennesker, og jeg tænker da, at det her nok skal blive en succes. De (de nuværende arrangører, red.) har gjort det i ti år nu, og det viser jo, at de gør det godt. Jeg tror, de giver den endnu mere gas næste år, siger Helle Gade med henvisning til, at "Hede Rytmer" kan fejre sit 40-års jubilæum i 2024.

Lørdagens program starter med Rasmus Bjerg på scene fra klokken 13, og Thomas Helmig lukker festen ned klokken 23.15.