Tre dødsulykker på fire år: - De sidste overkørsler skal sikres
Alle jernbaneoverkørsler skal sikres med både bomme, lys og lyd. Det mener Dansk Jernbaneforbund, efter en kvinde mistede livet i en togulykke tirsdag morgen.
En 35-årig kvinde fra Silkeborg-området har tirsdag formiddag mistet livet, efter hun blev påkørt af et tog ved en jernbaneoverkørsel på Funderholmevej i Lysbro nær Silkeborg.
Ulykken fandt sted omkring klokken 09:05, da kvinden ville krydse jernbanen og kørte ud foran toget. Jernbaneoverkørslen er uden bomme. Der er til gengæld blinklys, som skal indikere, når et tog er på vej til at krydse vejbanen.
Det betyder, at overskæringen er sikret, men Dansk Jernbaneforbund mener ikke, det er godt nok, når der ikke er bomme.
- Den er ikke sikret ordentligt. Der skal være bomme, før den er sikker. Lyd kan være svært at høre, og lys kan være svært at se, så vi vil have, at der skal være bomme, siger Preben Steenholdt Pedersen, der er næstformand i Dansk Jernbaneforbund, til TV2 ØSTJYLLAND.
Ifølge BaneDanmark er en jernbaneoverkørsel sikret, når den enten har lys, lyd, halv-bomme eller hel-bomme. Den behøver altså ikke have alle tre dele for at være sikker at køre.
Tre dødsulykker på fire år
”Ikke igen”. Det var Preben Steenholdt Pedersens første tanke, da han hørte om ulykken i formiddags.
De seneste fire år har der nemlig været tre ulykker over jernbaneoverkørsler, hvor i alt fem personer har mistet livet. Det er på trods af, at Folketinget tilbage i 2009 besluttede, at alle usikrede overkørsler skulle være nedlagt eller sikrede i 2018. Arbejdet er blevet voldsomt forsinket, og derfor er man fortsat ikke færdig.
- Jeg er ualmindelig skuffet over, at endnu en ulykke er fundet sted. Jeg er ret ked af, at det blev lovet, at alle jernbaneoverkørsler ville være sikret i 2018, men at de stadig ikke er blevet det, nu hvor vi står i 2021, siger Preben Steenholdt Pedersen til TV2 ØSTJYLLAND.
I 2018 omkom to personer i Sig ved Varde. I 2019 omkom en ung norsk familiefar og hans søn i en tragiske ulykke ved Trustrup på Djursland. Og i dag er det altså en ung kvinde, der er blevet dræbt ved Silkeborg.
”Togførerne får ar på sjælen”
Det er ikke kun ofrene og de pårørende i dødsulykker som denne, der bliver ramt. Det gør lokomotivføreren, der sidder bag rettet også.
- Det er helt forfærdeligt for dem, ulykken går ud over, men vi tænker også meget på vores kollegaer, som bliver ramt af sådan en hændelse. Det sætter ar på sjælen, og det er helt forfærdeligt, siger Preben Steenholdt Pedersen.
I den forbindelse har han også en opsang til bilisterne.
- Vi skal være bedre til at opdrage på bilisterne. Der mangler generelt respekt for toget. Der er brug for kampagner og oplysning, siger han.
Sidste år gennemførte Rådet for Sikker Trafik en kampagne, der netop skulle højne respekten fra toget.
Jernbaneoverskæringen, hvor dødsulykken fandt sted i dag klokken 09:05, har hverken halv- eller hel-bomme.
Årsag til ulykke undersøges
Efter ulykken rykkede både redningskøretøjer og en lægehelikopter ud til ulykkesstedet.
Politiet ved ikke, hvordan ulykken er sket. Det bliver undersøgt, ligesom der skal kigges nærmere på bilen.
- Vi har vidner, der har set ulykken ske, og det er vigtigt, når vi skal klarlægge omstændighederne. Der er tale om en meget tragisk ulykke, som desværre rammer flere hårdt, blandt andet togføreren, siger Bent Riber Nielsen, politikommissær fra Silkeborgs lokalpoliti, til Midtjyllands Avis.
TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få en udtalelse fra BaneDanmark, men det er endnu ikke lykkedes.