Politi tavs om narkosag på Kærshovedgård i månedsvis: - Vi forsøger ikke at holde noget tilbage
Chefpolitiinspektør understreger, at narkosagen på Kærshovedgård er kørt helt efter bogen og fortryder ikke, at der ikke er blevet meldt noget ud til naboer og offentlighed før nu.
- Jeg vil sige det på den her måde. Hvis vi skulle gentage det her, så ville det foregå på præcis samme måde.
Ordene er Claus Hilborgs, der er chefpolitiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.
Han understreger, at politiet intet har skjult i sagen om den store narkosag fra Kærshovedgård, hvor fem tiltalte beboere fra udrejsecentret blev anholdt og varetægtsfængslet tilbage i henholdsvis december og januar.
I tiden op til en aktion på centret har politiet ifølge et anklageskrift, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i, blandt andet fundet flere kilo hård narko i en skov uden for Ikast og et stort kontantbeløb på godt 700.000.
I alt er de tiltalte mistænkt for til sammen at have været i besiddelse af over otte kilo særligt farlig narkotika i form af blandt andet kokain og heroin.
De fire mænd og kvinden blev ifølge Midt- og Vestjyllands Politi varetægtsfængslet i henholdsvis december 2022 og januar i år. På trods af dette er det først tirsdag, at offentligheden har fået kendskab til sagen.
- Det er helt normal kutyme, at vi ikke melder noget ud i den slags sager, hvor vi efterforsker. Der kan være medgerningsmænd på fri fod, og det er der måske stadig i denne sag. Jeg tror ikke på, at beboerne i nærområdet ville have følt sig mere trygge ved, at vi kort havde orienteret dem om sagen, understreger Claus Hilborg.
Vi holder ikke noget tilbage
Chefpolitiinspektøren pointerer, at der ikke gælder særlige regler for Kærshovedgård, når der er tale om narkosager og en stor efterforskning.
- Vi forsøger ikke at holde noget tilbage, fordi det drejer sig om Kærshovedgård. Det kan jeg garantere. Vi fortæller bare ikke offentligheden noget i den slags sager, siger Claus Hilborg.
Den midt- og vestjyske chefpolitiinspektør mener ikke, at den store narkosag bør give anledning til øget utryghed i nærområdet.
- Jeg forstår godt, at borgerne i Bording og Isenvad er bekymrede, for der er selvfølgelig hændelser i nærområdet, som ikke ville have fundet sted, hvis ikke Kærshovedgård havde været der. Men vi har ingen efterretninger om, at der skulle være solgt hård narko i hverken Bording eller Isenvad. Det her er hård narkokriminalitet, og narkoen er blevet solgt rundt om i Danmark. Her i området formentlig i Ikast, Herning og Viborg, fortæller Claus Hilborg.
Ifølge anklageskriftet er de fem personer tiltalt for at både at have modtaget, besiddet, forarbejdet og videredraget ikke under fire kilo kokain og heroin i Ikast- og Herning-området.