4200 ansatte på sygehusene sender nødråb til ministeren

Medarbejderne i Viborg, Silkeborg, Skive og Hammel opfordrer sundhedsminister Sophie Løhde til at vise "politisk mod".

1:12
Sidsel Hall og Lene Thorbjørnsen er tillidsrepræsentanter i Hospitalsenheden Midt.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

4200 hospitalsmedarbejdere i Viborg, Silkeborg, Skive og Hammel sender nu et nødråb direkte til sundhedsministeren. Den seneste sparerunde i Region Midtjylland rammer særlig hårdt på Hospitalsenhed Midt. 

Og nu har de ansatte fået nok.

- Der er ikke kun skåret ind til benet, men man er i fuld gang med at skære det over, skriver medarbejderne blandt andet i det åbne brev til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).

Bag brevet står tillidsrepræsentanterne for de 4200 ansatte på hospitalerne i Viborg, Silkeborg, Skive og Hammel.

- I Hospitalsenhed Midt overholder vi vores budgetter hvert år. Alligevel bliver vi virkelig hårdt ramt af besparelserne. Jeg håber, at sundhedsministeren tager det her alvorligt, siger fællestillidsrepræsentant for sygeplejersker og radiografer, Trine Balker.

Medarbejderne opfordrer ministeren til at vise politisk mod og få foretaget en politisk prioritering af hvilke opgaver, der skal løses og ikke løses i sundhedsvæsenet.

Samtidig efterlyser de ekstra midler straks for at forhindre fyringer og personaleflugt.

- Vi kan ikke bruge de penge, der først kommer om to, tre, fire, fem år. Vi mangler pengene her og nu, siger Lene Thorbjørnsen, fællestillidsrepræsentant for bioanalytikerne.

Det seneste spareforlig til 275 mio. kr. rammer særlig hårdt på hospitalerne i midt.

-Det synes vi ikke er rimeligt. Også fordi vi er et velfungerende hospital, der har styr på vores økonomi, siger sygeplejerske Sidsel Hall, der er FTR-suppleant.

Kühnau: Vi har lyttet

Hospitalsenhed Midt havde i 2022 et budget på 2,8 mia. kr. og endte med et lille overskud på 22 mio. kr.

Regionsrådsformand Anders Kühnau siger i en skriftlig kommentar til TV MIDTVEST:

- Uanset hvor besparelser rammer, så rammer de desværre hårdt. Både patienter, pårørende og personale kommer til at mærke konsekvenserne af, at region og hospitaler er i økonomisk ubalance.

- Forligspartierne er meget opmærksomme på, at det nok er penge vi skal spare, men mennesker, vi har med at gøre. Derfor har alle forligspartier også gjort meget ud af at læse, overveje og - hvor det har været muligt – at indarbejde ændringsforslag fra de mere end 300 høringssvar og kommentarer der er kommet i høringsperioden. Jeg synes faktisk det er meget tydeligt, at vi har lyttet også til argumenterne for at beholde fx lægebil og NISA-senge i Silkeborg.