46 timer - én times pause: Mejeristens ufattelige bedrift
Nicklas Christiansen gennemførte en tredobbelt ironman på godt 46 timer og blev næstbedst ved stævnet i Tyskland.
Alle drømmene gik i denne weekend i opfyldelse for Nicklas Christiansen - og meget mere til.
Den 32-årige mejerist fra Viborg satte sig for at gennemføre en tredobbelt ironman.
Altså ikke bare én - men tre. I træk. Det er i alt 11,4 kilometer svømning, 540 kilometer cykling og 126,6 kilometer løb.
Nicklas Christiansen har brugt weekenden ved et årligt stævne i den tyske by Lensahn. Her havde han - sådan er reglerne - i alt 58 timer til at opnå den vanvittige bedrift.
Mejeristen fra Viborg brugte kun 46 timer, 10 minutter og 10 sekunder. Og han blev den næstbedste mandlige deltager overhovedet. Til meget stor overraskelse for sig selv.
- Det er helt vanvittigt, griner han.
Fra fredag klokken syv til søndag klokken fem
De grænseoverskridende strabadser begyndte fredag morgen klokken syv for Nicklas Christiansen.
Han kom i mål søndag morgen klokken kvart over fem.
Undervejs blev det til omkring én times pause. I alt, altså.
- Jeg holdt nogle små pauser. Én af gangene forsøgte jeg at sove lidt, men det kunne jeg ikke. Og på det tidspunkt vidste jeg godt med mig selv, at hvis jeg lagde mig til at sove, så kom jeg ikke op og i gang igen, påpeger den tredobbelte triatlet.
Der var mange udfordringer undervejs. Først og fremmest var Nicklas Christiansen presset af skiftevis høje temperaturer og masser af regn.
- Jeg var faktisk drivvåd i alle de 21 timer, jeg cyklede, fortæller han.
Der var desuden problemer med ondt i ryggen, vabler og smerter i den ene ankel.
- Det føltes som at få stukket en kniv ind, fortæller han.
Omkring halvvejs gennem den afsluttende løbetur på de godt 126 kilometer hævede trædepuderne på fødderne op.
- Som at løbe på vandballoner.
På de sidste kilometer skete der noget, Nicklas Christiansen aldrig har prøvet før på en løbetur.
- Jeg gik noget af vejen, og jeg begyndte faktisk at gå og falde i søvn. Det kan man åbenbart godt, funderer han med et grin.
I mål med dansk flag
Men i mål kom han.
- Det var med et dansk flag i hænderne, og min kone løb med til sidst, beretter han.
Familie og venner var nemlig med i Tyskland for at bakke op.
Heriblandt naturligvis hustruen Kathrine og sønnen Alfred på to et halvt år.
Her nogle timer efter bedriften er tankerne mange.
- Jeg er selvfølgelig helt vildt stolt, og da jeg fik sat mig ned bagefter, blev jeg også rørt. Men det er også noget af det grimmeste, jeg har prøvet, slår han fast.
- Men da jeg ikke troede, jeg kunne grave dybere, fandt jeg på en eller anden måde et andet hul at grave i, fortsætter Nicklas Christiansen.
