Biskopper blander sig i politik: Flere præster skal uddannes

Der mangler præster, og derfor vil biskopper tage kontakt til ministre for at få flere ind på teologistudierne.

Det er mangel på præster, der får landets ti biskopper til at råbe poltikerne op for at få ændret loftet, så flere kan optages på teologistudierne.
Det er mangel på præster, der får landets ti biskopper til at råbe poltikerne op for at få ændret loftet, så flere kan optages på teologistudierne.
Foto: TV MIDTVEST

Det hører til sjældenhederne, at folkekirkens ti biskopper blander sig i dansk politik. Og især i politik, der ligger uden for Kirkeministeriets område.

Men nu går de nu ind i en konkret sag om optag på landets universiteter. Det skriver Kristeligt Dagblad.

Der mangler præster, og derfor mener biskopperne, at Aarhus og Københavns Universiteter skal kunne optage flere teologistuderende. Begge studier har ellers et politisk bestemt optagelsesloft.

- Vi vil gerne pege på, at det er et problem at have et loft på teologistudierne, samtidig med at vi står over for en præstemangel i folkekirken. Derfor retter vi henvendelse til de relevante parter for at se, om vi kan rokke ved noget, der ellers ligger uden for vores ressort, siger Henrik Wigh-Poulsen, biskop over Aarhus Stift, til avisen.

Bispekollegiet var enige om beslutningen, som blev truffet i sidste uge under et firedages bispemøde. I går kom fra referat fra mødet, og nu skal biskoppen over Aarhus Stift bringe budskabet videre til relevante ministre og universitetsrektorer.

Svært at få plads

Biskopperne havde taget emnet op efter en henvendelse fra det private konservative teologistudie Menighedsfakultetet. Her bliver der uddannet bachelorer i teologi, hvorefter de studerende typisk går videre til Aarhus Universitet for at opnå en teologisk kandidatgrad. På grund af loftet har de studerende nu svært ved at få plads på universitetet.

Det glæder Thomas Bjerg Mikkelsen, fakultetsleder ved Menighedsfakultetet, at biskopperne nu vil tage sagen op.

- Vi håber meget, at biskopperne kan være med til at skabe blik for den åbenlyst groteske situation, hvor vores studerende ikke kan komme videre i uddannelsessystemet, samtidig med at man står og mangler præster, siger han.

Der skal gøres noget nu

Biskoppen i Viborg Stift, Henrik Stubkjær, bakker op og håber, at der bliver gjort noget nu.

- Vi kan allerede nu se, at vi har flere stillinger rundt omkring især i yderområderne, som er svære at få besat. Flere steder må vi genopslå stillingerne. Selv om vi agerer nu, så tager det tid, så ministeriet skal handle nu, siger Henrik Stubkjær.

Ifølge biskoppen er der problemer i især Nordjylland og Sønderjylland, men også i Viborg falder antallet af ansøgere til præstestillinger.

I år var der fire, der blev afvist i Aarhus, som ellers havde kvalificeret sig og kunne starte på en kandidatuddannelse, men der var ikke flere pladser.

0:47
Henrik Stubkjær, biskop over Viborg Stift, forklarer, hvorfor der skal gøres noget nu.
9:31
TV MIDTVEST har fulgt et hold elever på Pastoralseminariet. Her skal de lære alt det praktiske, inden de kan blive præster i Folkekirken.