Chok i midtbyen: Frygter butiksdød efter nyt tiltag
Der kommer betalt parkering i Viborg, og det vækker ikke ligefrem begejstring.
De forretningsdrivende i Viborg er overraskede over, at det nu skal til at koste penge at parkere i byen.
- Det er kommet meget pludseligt. Og vi er kede af, det kommer, siger indehaver af Skolageret, Søren Petersen.
Han har to butikker i midtbyen, og han frygter, at en parkeringsafgift vil skræmme kunder væk.
- Vi frygter butiksdød. Der er allerede tomme lokaler i byen. Vi frygter, der bliver flere.
Tilsvarende toner lyder fra tøjforretningen Wagner i byens butikscenter.
- Folk har altid været glade for tre timers gratis parkering. De kunne gå og hygge sig stille og roligt. Jeg synes, det er ærgerligt, siger souschef Mads Lynge.
Butikschef Peter Christensen fra Imerco skruer yderligere op for blusset:
- Det er en katastrofe. Jeg frygter, det vil gå ud over handelen i byen.
Første time gratis
Et enigt byråd har netop aftalt, at det fra næste år skal koste 15 kroner i timen at parkere på kommunens pladser. Den første time bliver dog gratis. Politikerne forventer, at parkeringsafgiften kan indbringe ni millioner kroner om året.
I dag er der tidsbegrænset parkering - højst tre timer på kommunens pladser i bymidten. Fremover må man holde lige så længe man vil. Bare man betaler for det.
TV MIDTVEST har spurgt to af politikerne bag aftalen, om ikke handelslivet i Viborgs midtby har det svært nok i forvejen?
Formand for teknisk udvalg, Torsten Nielsen, (C):
- Det har de. Det gør det ikke nemmere med betalt parkering. Derfor er det også så vigtigt, at den første time er gratis. Har man et almindeligt ærinde i byen, vil jeg vove den påstand, at det kan man nå inden for en time.
Borgmesterkandidat Katrine Fusager Rohde, (V):
- Det her betyder, at man kan blive i midtbyen længere end tre timer. Folk kan gå i butikker og sidde på restauranter uden at løbe efter parkeringsskiven. Jeg tror, det giver en anden ro til at være spontan og hygge sig i midtbyen.
Hidtil har Silkeborg været den eneste kommune i landsdelen, der opkræver p-afgift i bymidten. Det gav sidste år 12 millioner kroner i kommunekassen.
Kommunerne beholder selv alle indtægter fra parkeringsafgiften. I Viborg har politikerne aftalt, at tre millioner årligt skal bruges til at udvikle midtbyen.