Det startede for sjov: Nu er legendarisk chatforum tilbage
Danmarks første sociale medie, Arto.dk, er tilbage. Skaberne nåede dog ikke selv at annoncere nyheden, før brugerne fandt ud af, at siden var åben igen.
Du kender nok de sociale medier Facebook, Instagram og X.
Men længe før sociale medier overhovedet var et kendt fænomen, så eksisterede Arto.dk, også kendt som Danmarks første sociale medie.
Chatforummet levede fra 1998 til 2016 og er altså nu tilbage efter otte år i dvale og er klar til at tage kampen op mod de veletablerede sociale medier.
Skaberne bag annoncerede ikke nyheden selv
Det er virksomheden Freeway fra Viborg, der står bag Arto.dk. De sad egentligt bare og kodede lidt for sjovt og havde ikke planlagt en stor annoncering af, at de nu åbnede deres sociale medie igen.
- Idéen var kun at folk skulle kunne lave profiler, men der var nogle der opdagede at siden var aktiv, og de begyndte at sprede nyheden, siger Morten Wagner jr., der er direktør ved Freeway i Viborg.
Og pludseligt strømmede det ind med nye brugere. Morten Wagner jr. fortæller, at mere end 8000 har oprettet en profil i løbet af weekenden.
- Og vi har slet ikke fået launchet nyheden om at den er genopstået endnu. Så vi blev virkelig taget på sengekanten, siger Morten Wagner jr.
Arto.dk har lagt op til at brugerne selv kan være med til at bestemme, hvad sitet skal være fremadrettet. Lige nu ser skaberne bag et hul i markedet, da mange ikke længere bruger Facebook på samme måde, som dengang Arto blev udkonkurreret.
- Vi ved slet ikke om der er noget forretning i Arto endnu. Det skal vi først til at finde ud af nu, siger Morten Wagner.
Meget kritik af Arto
Arto.dk er kendt for at være et chatforum, hvor man kan sende beskeder i hinandens gæstebøger og lægge billeder op i billedgallerier.
Men det er ikke kun forbundet med nostalgi og gode stunder med vennerne online. Sitet har også mødt stor kritik i løbet af tiden, da Arto.dk har været omdrejningspunktet i sager om voksne, der har udnyttet sitet til at finde unge ofre for seksualforbrydelse.