En pudsig biljagt: Landmand fik sin røde traktor byttet ud med sort Mercedes

En biltyv lavede et noget mærkværdigt skifte under en biljagt.

1:51
Efter længere politijagt sadlede Mercedes-tyv om til en ganske anden type køretøj.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

- Han efterlader den stjålne bil ved en ejendom, og vi kan konstatere, at på den samme ejendom er der blevet stjålet en rød traktor.

Sådan fortæller politikommissær ved Viborg Lokalpoliti, Andreas Bang, om den biljagt, der udspillede sig torsdag morgen.

Omkring klokken 05.00 blev en dyr Mercedes nemlig stjålet i Viborg og efter en biljagt, der endte med at politiet trak sig, har gerningsmanden formodentlig skiftet køretøj ved Løgstrup.

Her fandt man nemlig den stjålne Mercedes, mens Landmand Karsten Svendsen er blevet en rød traktor fattigere. 

- Vi kan se bilspor rundt om vores bygning, hvor han har kørt rundt og ledt. Han har så taget traktoren, der holdt klar til afgang, fordi vi skulle i marken med den i dag. 

Netop fordi den var klar til marken, var der også vogn på, men den har tyven hægtet af kort efter afgang fra gården. 

0:08
Karsten Svendsen har en anden traktor, der minder meget om den, der er blevet stjålet.

Tyven har ifølge landmanden også haft åbnet døren til en lastbil og været på udkig i maskinrummet, men valget faldt altså på den køreklare traktor.

- Det er jo en lidt pudsig historie, at en mand har suset rundt i timevis omkring Viborg og så ender her hos os og tager en af vores traktorer. Det er jo en død genstand, men derfor er det jo stadig ærgerligt og vi er trætte af det, fortæller Karsten Svendsen.

En skidt karl 

Sporene fra den stjålne traktor viser, at den har taget turen henover en mark ned mod en hovedvej.

Herfra er mulighederne ifølge landmanden mange, og man ved derfor ikke, hvor traktoren befinder sig. 

- Men jeg tænker, vi er heldige, og at den bare står et sted. Den kan godt være gemt, men mange ved den er efterlyst nu, så jeg tror på, den dukker op, fortæller Karsten Svendsen. 

Lidt ligesom den Mercedes, der altså dukkede op i morgentimerne, hvor det var en af medarbejderne på gården, der opdagede den. 

- Der er to medarbejdere, der kommer forbi og opdager det. Jeg var kørt lidt før, så vi kunne jo lige så godt, være ramt ind i ham, fortæller Karsten Svendsen, der er glad for, det ikke var tilfældet. 

- Vi ved jo ikke, om han er en grim karl, eller hvem det er, vi har med at gøre her. 

Selvom Karsten Svendsen har "fået" en stor fin Mercedes i bytte, er det en stakket frist. Den skal ifølge politikommissær Andreas Bang undersøges, inden den leveres tilbage til den rette ejer. 

Det er denne sorte Mercedes, der blev stjålet og siden efterladt ved Karsten Svendens gård.
Det er denne sorte Mercedes, der blev stjålet og siden efterladt ved Karsten Svendens gård.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST