Fire mænd dømt for indbrud i biler: Stjal udstyr til en værdi af 1,2 millioner
De fire mænd boede i et sommerhus, da politiet kom på sporet af dem.
I alt 31 indbrud i biler.
Det blev fire litauiske mænd i dag dømt for i Retten i Viborg.
De fire mænd blev anholdt den 22. september 2017, og de har siden siddet varetægtsfængslet.
I dag fandt retten dem så skyldige, og de blev hver idømt to år og tre måneders ubetinget fængsel for de 31 indbrud i bilerne, hvor de stjal rat og bilcomputere til en værdi af i alt 1,2 millioner kroner.
Anklager Claus Benner er godt tilfreds med dommen.
- Det er en fin dom. Jeg påstod to år og seks måneders fængsel, så den er tæt på min påstand. Retten har markeret, at selvom det er indbrud i biler, så er det stadig noget, der giver en hård straf.
Fundet i sommerhus
De fire litauiske mænd har ingen tilknytning til Danmark, og politiet fandt dem i september i et sommerhus i Ans. Selve indbruddene er fundet sted flere steder i landet, herunder Viborg, Aarhus, Vejle og Aalborg.
Udover fængselsdommen er de fire mænd også blevet udvist for bestandigt. De tog sig betænkningstid og er fortsat fængslet.