Game changer: Allan får gamerdrenge til at gå til håndværk

Hvad er en hammer og en skruetrækker?

Det ville de fleste børn for 50 år siden nok kunne have svaret på. Men i dag er det noget anderledes.

- Den viden har børn ikke, fortæller Allan Fredslund og tilføjer:

- Min oplevelse er, at når jeg snakker med forældre om, hvornår børn lærer at bruge håndværktøj og bruge deres hænder til noget praktisk arbejde, så er der rigtigt mange forældre, der bliver sådan tomme i blikket. Det er en form for viden, som er ved at forsvinde fra børnene i dag.

Allan Fredslund er formand for en ny forening i Hjarbæk, hvor børn kan gå til håndværk. Den slags er der brug for, vurderer han.

- Vi ringer til en håndværker, hvis vi skal have bygget et hus. Vi har ikke en tradition for, at vi skal kunne noget selv med vores hænder.

Spritny forening

Foreningen Hjarbæk Fjord Ungdomssjægtelaug er spritny. Den blev stiftet den 18. april. Lige netop her kan unge i 2022 komme og stifte bekendtskab med håndværk.

- Én af de første gange har jeg hørt drengene sige meget stolt til hinanden: “Vi går til håndværk,” fortæller formand Allan Fredslund.

Og det er lige præcis der, de to stiftere gerne vil hen med foreningen.

- Som far til en gamer-dreng, er jeg blevet meget bevidst om, hvad det er for nogle kundskaber, min søn tilegner sig igennem skærmen. Hvem ville tro, at han talte flydende engelsk i en alder af 10 år - at én af hans bedste venner bor i Sydkorea, og at han får bestillingsopgaver på byggeprojekter i den virtuelle verden? 

Allan Fredslund indrømmer, at det på sin vis er fantastisk. Der er dog et stort men!

- Når man har en gamer-dreng i huset, lærer han så at bruge sine hænder? Kan han for eksempel bruge en høvl, eller skal jeg hellere stille spørgsmålet: ”Hvad er en høvl?”
Og kan han holde fokus på et langsigtet mål, hvor der ikke er belønning hver 10. sekund, men hvor målet er større end ham selv?

De tanker og mange flere fik Allan Fredslund til at kaste sig ud i foreningsarbejdet sammen med en anden.

"Hvad skal vi gøre, hvis vi en dag ikke har en skærm at spejle os i?", var også nogle af de tanker, der meldte sig, inden foreningen blev en realitet.

Her fra starten er der fem-seks drenge, som kommer og deltager i arbejdet, som ikke ligger på en almindelig hverdag. Det er helt bevidst.

- Vi har lagt det om lørdagen i stedet for en aften i løbet af ugen. For så har man travlt med at komme hjem i seng, lektier og så videre. Her om lørdagen kan vi bare hygge os, men vi skal selvfølgelig også arbejde med at få bådene klar, fortæller formanden, som lige gav et vigtigt stikord: bådene!

Foreningens formål er gennem bæredygtige og sociale aktiviteter at udvikle børns færdigheder og kompetencer indenfor sejlads, kystfriluftsliv og maritimt håndværk.

Det indebærer, at børnene i forløbet arbejder meget med historisk klinkbyggede limfjordssjægter og smakker - altså mindre bådtyper med tilknytning til den lokale fjordkultur.

I løbet af årets cyklus kommer børnene til at arbejde med vedligehold og reparation af bådene om vinteren. I løbet af foråret lærer de, hvordan man mestrer kunsten at sejle en sjægt. Sommeren byder på ture i bådene.

- Når de kan sejle en sjægt, kan de sejle en hvilken som helst sejlbåd. Det giver selvtillid og selvværd, vurderer Allan Fredslund.

I efteråret sker der så en sammenbinding af alle aktiviteterne, hvor nøgleordene er: fjorden som kulturlandskab, både historisk og nutidigt.

Thomas og Birk kom væk fra skærmen

To af de drenge, der har fundet vej til den nye forening, er Thomas og Birk. De er meget begejstrede for det nye tilbud.

- Det er sjovt, og man får lært noget nyt, mener de.

De er begge vant til at bruge meget tid i weekenden foran skærmen, mens de gamer.

- Der er nogle dage i weekenden, hvor jeg slet ikke kommer ud. Kun ud til køkkenet for at få noget at spise og så ind igen. Det sker tit for os, og så har det været en stor hjælp at komme herud, mener Thomas Rafn Rasmussen.

De er ikke i tvivl om, hvad det fedeste er ved at arbejde med bådene.

- Det er nok at se ens arbejde, når det er færdigt. Det at se hvordan det kommer til at være efter flere måneders arbejde. Så kan man sige: “Se, det har vi lavet.” Det er meget sjovt, fortæller drengene, mens de supplerer hinanden.

Birk og Thomas forklarer, at det er sjovt at lave noget, som ikke foregår på en skærm - noget som kan bruges, selv efter man har lavet det. Men der måtte gerne være nogle flere på holdet.

- Det ville være fedt. Så kunne vi måske få tid til at lave en hurtigere båd. Vi skal arbejde på masten snart, og det kræver meget håndkraft. Der kunne man godt bruge nogle flere børn i stedet for os fire-fem stykker, vurderer Birk Pausewang Fredslund.

Begge har stor ros til folkene bag projektet - også når drengene skal lave noget, som potentielt kunne se kedeligt ud.

- Så får de det til at lyde spændende. Det føles mere som en leg end et arbejde, fastslår drengene.

Men der opstår også udfordrende øjeblikke for de to gamere, som nu har fundet vej til en verden med håndværk og både.

- Det sværeste er nok alle de værktøjer, man skal finde ud af at bruge. For eksempel hvis man gør noget, så skal man måske bruge et andet værktøj til at hjælpe det værktøj. Det er meget mærkeligt, siger Thomas Rafn Rasmussen.

Ingen dagsorden, men en stor gulerod

Søren Vinther har har brugt tilbuddet i tre måneder sammen med sin søn.

- Det er meget, meget stærkt og værdifuldt, tænker jeg

Mange drenge spiller jo fodbold, men det her kan noget helt andet, mener Søren Vinther og uddyber:

- I fodbold er der jo hele tiden den der med, at du skal blive bedre - vi skal vinde og så videre. Det er der ikke så meget af her.

- Det her er dagsordenfrit, kan man sige. Og det er i sig selv en kvalitet, for der er dagsorden i alle andre ting, påpeger Jens Vinther fra Kvols.

En anden kvalitet ved projektet er den store gulerod, der venter senere.

- At vi kan komme ud og sejle til sommer forhåbentlig, når båden bliver klar og får en sejltur.

Og så fremhæver faderen det sociale ved projektet.

- Det her miljø, hvor vi sidder inde i slyngelstuen og får os en lille sludder og en kop kaffe og en lille spids nogle gange, det er hyggeligt.

Han er især imponeret over den imødekommenhed, der hersker på stedet.

- Der er en fantastisk rummelighed og lyst til at tage imod og give det, vi alle sammen hver især har at give til det her.

Og man får ikke lov at vente længe med at komme i gang med noget konkret, når man begynder på holdet.

- Det tager et minut, så er du ligesom i gang. Det er ikke noget med, at vi skal have et langt kursus eller noget som helst.

En helt anden tankegang

De gamle, historiske både sætter gang i både tanker og hænder.

- Sådanne nogle gamle både her det er ikke spor teknologi og alligevel, så er der en masse teknologisk viden. Det er bare hænderne, du skal bruge, som værende mekanikken, mener Allan Fredslund.

Samtidig er bådene med til at rette fokus mod en kultur, som vinder mere og mere indpas i det moderne samfund.

- Den her køb-og-smid-væk-kultur er jo virkelig slået igennem, fortæller formanden, mens han samtidig peger på sjægterne som kontrast til den uheldige trend:

- Du kan jo ikke købe en gammel sjægt og så sige: “Nu virker den ikke mere. Nu smider vi den væk, og så køber vi bare en anden.”

Sådan er det jo ikke. Det skal jo repareres. Det er jo en helt anden økologisk tankegang, fastslår formanden.

Du skal bruge dine hænder

Selvom indlæringskurven kan være lidt stejl, når børnene ikke engang kender navnene på de forskellige værktøjer, så er formand Allan Fredslund meget fortrøstningsfuld.

- Vi var nødt at starte fra scratch, men nu går det meget bedre. Det er ret fedt og imponerende at opleve, hvor hurtigt de fanger det.

Drengenes indsigt har nu også åbnet for andre ting i deres samtaler indbyrdes.

- Lige pludselig begynder de at snakke om det der træ: “Hvordan er det sat fast?”

Det er da lidt sjovt, at de begynder at se det, i de bygninger de er i, lyder det fra Allan Fredslund.

Netop den bevidsthed og de indsigter, børnene får med sig her i arbejdet med bådene, er en god modvægt til den voldsomme akademisering, der ifølge formanden præger vores samfund.

- Hvis vi ikke har nogen, som rent faktisk kan alle de praktiske ting, så går vores samfund i stå. Vi kan jo ikke alle sammen rende rundt skrive: “Jeg skal bygge et hus - jeg skal bygge et hus.” Men der sker ingenting vel. Der kommer ikke et hus ud af skærmen, siger formanden inden et sidste retorisk spørgsmål:

- Skal jeg bruge mine hænder? 

- Ja, det er du faktisk nødt til, hvis du skal bygge et hus, ikke? svarer han selv.