Gulerødder i våd jord: - Priser på grøntsager vil stige mange år frem

Lange perioder med både tørke og regn er den nye hverdag for mange landmænd. Flere grøntsagsavlere spår, at priserne vil stige.

På flere af Danroots marker ligger der vand i hjulsporene
På flere af Danroots marker ligger der vand i hjulsporene
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Klaus Vestergaard har avlet gulerødder og andre grøntsager i 40 år. Aldrig før har han oplevet, at det har været så vådt i vejret. 

Sidste år var det omvendt. 

Her var det så tørt, at han købte nye vandingsmaskiner ind for tre millioner. 

- Lige nu ville jeg hellere have noget, der kunne pumpe vand væk fra markerne i stedet for indover dem, siger Klaus Vestergaard, der er ejer af Danroots ved Bjerringbro. 

Han har dog langt fra fortrudt sit køb af de nye vandingsmaskiner. Han er nemlig ganske overbevist om, de bliver gavnlige. 

- Vi ved, der kommer våde år og tørre år, og vi oplever, at de bliver mere og mere ekstreme. Vi forsøger at gardere os på en måde, så vi kan tilføre masser af vand, når det er tørt og fjerne det, når det er vådt, siger Klaus Vestergaard. 

I 2023 købte Klaus Vestergaard tre vandingsmaskiner. De har ikke været meget bevendt i 2024
I 2023 købte Klaus Vestergaard tre vandingsmaskiner. De har ikke været meget bevendt i 2024
Foto: Simon Hvid Sig, TV MIDTVEST

Regning på vej til forbrugerne

Det er dog ikke gratis at være beredt på lange perioder med både regn og tørke. Derfor er Klaus Vestergaard overbevist om, at hans produktionsomkostninger vil stige de kommende år. 

- Vi er nødt til at indrette os efter, at vejret ændrer sig, og jeg ved ikke præcis, hvordan det arter sig. Men jeg er overbevist om, det vil gå ud over kvaliteten og holdbarheden, og samtidig bliver det kun mere bøvlet at få vores store maskiner ud at arbejde i marken.  

TV MIDTVEST har været i kontakt med flere grøntsagsavlere, der også forventer øgede produktionsomkostninger som følge af ekstreme vejrforhold. 

Ro på i Frugt & Grønt

Kigger man forbi grøntsagsafdelingen i Rema 1000 i Viborg, så er prisstigningerne på gulerødder ikke en udsigt, der begejstrer kunderne vildt. Ikke desto mindre tager de fleste kunder det med nogenlunde ro. 

- Jeg kigger ikke så meget på priserne, det må jeg sige. Grøntsagerne dem skal vi jo have, siger Lisbeth Justesen. 

- Grøntsager er vigtige. Jeg vil gerne være i god form, og der tror jeg, man skal have alsidig kost med mange grøntsager. Så hvis priserne stiger, håber jeg, jeg klarer det, siger Vagn Thorsager. 

For grøntsagsavleren Klaus Vestergaard, der skal levere gulerødderne, er sagen knapt så enkel. 

- Det er meget spændende at være fødevareproducent i sådan nogle tider. Det ligger mellem at være spændende og være stressende, afslutter Klaus Vestergaard.