Hun ville være borgmester - nu vrager partiet hende efter 18 år

Mette Nielsen er ikke genvalgt som socialdemokratisk kandidat i Viborg.

Mette Nielsen
Foto: Søren Broust Hansen
Opdatering

  • Socialdemokraterne Mette Nielsen, Marianne Aaris Andersen, Birthe Harritz og Birgith Langballe har indkaldt til pressemøde mandag klokken 15. Her vil de fortælle, hvordan deres byrådsarbejde skal fortsætte, efter Mette Nielsen er blevet nægtet at stille op for Socialdemokratiet til næste valg.

- Jeg er pissetræt.

Sådan siger Mette Nielsen efter en generalforsamling torsdag aften, som blev aldeles mere dramatisk, end hun havde forestillet sig. For her fortsatte partikrigen i Socialdemokratiet.

Gruppeformanden for Socialdemokratiet i Viborg skulle genopstilles som kandidat til det kommende kommunalvalg. Men sådan gik det ikke. Hun har ellers været folkevalgt for Socialdemokratiet i 18 år.

- Jeg er blevet indstillet fra lokalgruppen i Møldrup, og alle andre fik lov at sige noget på mødet, men det gjorde jeg ikke, fortæller Mette Nielsen.

Hun mener, hun er blevet udsat for et kup.

Hvad er det for noget?

Mange års intern magtkamp i Socialdemokratiet i Viborg kulminerede, da hendes socialdemokratiske byrådskollega Mads Panny ifølge Mette Nielsen rejste sig for at tage ordet.

- Han kommer med en lang række personangreb, og jeg tænkte: "hvad er det her for noget?", siger Mette Nielsen.

Mads Panny var borgmesterkandidat for Socialdemokratiet ved det seneste kommunalvalg, hvor han blev 1. viceborgmester, og han var også gruppeformand for Socialdemokratiet i byrådet.

Men i løbet af denne valgperiode har Mette Nielsen overtaget gruppeformandsposten, efter hun fik et flertal af de socialdemokratiske byrådspolitikere til at bakke op om hende i stedet for Mads Panny.

Mette Nielsen forsøgte også at blive borgmesterkandidat til kommunalvalget i 2025, men det kampvalg tabte hun i februar til Anders Bertel. 

Mette Nielsen har også tidligere været folketingskandidat. Her lå hun i kamp med en anden Viborg-kandidat Karin Gaardsted om de socialdemokratiske stemmer, og ingen af dem kom ind ved det seneste valg.

Nu er Mette Nielsen så end ikke på stemmesedlen for Socialdemokratiet til næste kommunalvalg.

På generalforsamlingen torsdag valgte Mette Nielsen at udvandre

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har stået model til lidt af hvert, siden jeg stillede op første gang. Selvfølgelig er jeg træt af det, men jeg er i bund og grund ikke overrasket, siger Mette Nielsen dagen efter generalforsamlingen.

Hvad der skal ske nu, ville hun dog ikke sige så meget om fredag morgen. Fredag formiddag meldte Mette Nielsen sammen med byrådskollegaerne Marianne Aaris Andersen, Birthe Harritz og Birgith Langballe ud, at de indkalder til pressemøde mandag.

TV MIDTVEST forsøger at få en kommentar fra Mads Panny. I første omgang har han ingen kommentarer.