Jørgen har mistet sine høns - raser over hundeejere, der overtræder klare regler
De høns, der ikke tog flugten, da en hund løb ind på Jørgen Eriksens grund, skal nu slagtes.
Jørgen Eriksen fra Bjerringbro var 10 minutter hjemmefra, da hans kone ringede mandag eftermiddag med meldingen om, at tre af deres høns var væk.
Lige inden havde en kvinde gået tur med sin hund i nærheden af grunden. Hunden var ikke i snor, og da den nærmede sig Jørgen Eriksens adresse, satte den i løb i retning mod hønsene, som tog flugten.
- Jeg synes saftsuseme, det er dårlig stil, siger Jørgen Eriksen
- Jeg ved godt, jeg måske lyder som en gammel sur mand, men når det går ud over mine dyr, så bliver jeg sgu vred, siger han.
Jørgen Eriksen fortæller, at kommunen har sat skilte op i området omkring hans grund, hvor der står, at hunde skal være i snor. Alligevel ser han dagligt hunde, der bliver luftet, uden de er i snor.
- Der er selvfølgelig også mange, der kommer med deres hund i snor, og vi har selv hund, han er altid i snor. Og så er der kloge mennesker, der siger, at de har styr på deres hund og derfor ikke har den i snor. Men det har de altså ikke, så snart de lugter dyr og lugter blod.
Det er dog første gang, en hund er løbet ind på parrets område. Parret kender kvinden, der ejer hunden, der skræmte deres høns væk, fortæller Jørgen Eriksen.
- Jeg ringede også til vedkommende og sagde, at jeg påtænkte at politianmelde hende. Hun undskyldte, og jeg sagde, at det er fint, men jeg kan faktisk ikke bruge det til en skid, siger han.
Tilbageværende høns skal slagtes
Jørgen Eriksen og hans kone har ofte hønsene til at gå frit rundt på græsplænen, når de selv er hjemme.
Når du har hønsene til at gå frit rundt, er det her så ikke den risiko, du løber?
- Jeg ved jo godt, at det kan ske. Men når først jeg har haft dem i en periode, så bliver de lukket ud, og så er jeg selvfølgelig hos dem i starten. De lærer området at kende, og så går de altså ingen steder. De skal ikke være indespærret, det er deres natur at kunne gå rundt og skrabe i jorden. Og folk skal ikke begrænse mig på grund af deres indstilling til tingene. Det er trods alt min egen private grund.
Tilbage i hønsehuset er der nu én høne og en hane. De skal formentlig slagtes nu, fortæller Jørgen Eriksen.
- Jeg tror, de har fået et chok for livet, og jeg ved ikke, om de kommer sig over det, siger han.
Senere vil han igen anskaffe sig et nyt kuld høns. Og så kommer han til at slå hårdere ned på det, hvis situationen gentager sig, siger Jørgen Eriksen.
- Jeg ved fandeme ikke rigtig, hvordan jeg vil reagere næste gang, jeg ser en hund uden snor, men jeg kommer i hvert fald til at politianmelde det. Jeg synes, det er mangel på respekt, at man tror, man kan omgås tingene, som man vil.