Læger måtte låse sig inde: Mand kastede med knive foran lægehus

En 39-årig mand fra Møldrup er anholdt efter at have truet byens læger og kastet knive efter politiet.

Tirsdag var der drama foran lægehuset i Møldrup
Tirsdag var der drama foran lægehuset i Møldrup
Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST
Opdatering

Opdatering:

Manden blev fremstillet i et grundlovsforhør onsdag formiddag. Han blev varetægtsfængslet fire uger på psykiatrisk afdeling, oplyser sagens anklager, Nanna Krøyer Lundhøj.

    - Det er politiet. Lås alle døre. 

    Sådan lød telefonbeskeden til lægerne i Møldrup, da politiet tirsdag fik nys om, at en truende mand havde kurs mod byens lægehus. 

    - Klokken 14.44 fik vi en anmeldelse fra en kvinde. En af hendes bekendte havde ytret, at han ville gøre skade på lægerne i Møldrup, siger politikommissær ved Viborg Politi, Andreas Bang Andersen.

    Kastede knive efter betjente

    Politiet sendte straks beskeden videre til lægehuset, hvor de hurtigt fik dørene låst. 

    - Vores betjente var hurtigt på stedet, og de mødte manden foran lægehuset. Her kastede manden en øldåse og ramte en betjent. 

    - Manden havde også to knive, som han kastede efter betjentene dog uden at ramme, siger Andreas Bang Andersen.

    Efterfølgende overmandende betjentene den 39-årige med peberspray, og klokken 15.02 lå han i håndjern. 

    Gerningsmanden tvangsindlagt

    Ifølge politikommisæren er der tale om en syg mand, og kort efter hændelsen blev han tvangsindlagt. 

    Derfor vurderer politiets jurister onsdag formiddag, om han skal fremstilles i et grundlovsforhør og overgå til varetægtsfængsling. 

    Manden er sigtet for vold mod tjenestemand, forsøg på grov vold, et brud på knivloven og trusler.