Minister nummer 22 besøgte søen fuld af konflikter: - Du er den, der kan gøre en forskel

Noget tyder på, at Heunicke er dén minister, som kan komme til at løse den gordiske knude. Tiden er nemlig ved at rinde ud for Tange Sø.

Ministeren er én af rigtig mange, som har skulle løse den gordiske knude ved Tange Sø. Men noget tyder på, at denne gang bliver anderledes.
Ministeren er én af rigtig mange, som har skulle løse den gordiske knude ved Tange Sø. Men noget tyder på, at denne gang bliver anderledes.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Han er nummer 22 i rækken af ministre, som nu har besøgt Tange Sø siden 2000. 

Og allerede få sekunder efter, han steg ud af den sorte ministerbil, var miljøminister Magnus Heunicke (S) en ombejlet herre. 

- Vi er kun 30 mennesker, men det er nok til, at han ikke bare skal få lov at komme forbi os, sagde Martin Knudsen fra Foreningen for nedlæggelse af Tange Sø, som mandag var samlet til demonstration foran søen. 

0:29
Demonstranter, som blandt andet kæmper for laksens overlevelse i Tange Sø var på pletten med argumenter til ministeren.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

 - Du er dén, der kan gøre en forskel. Du har fire år endnu, sagde én af deltagerne i demonstrationen til ministeren, med henblik på det EU-direktiv, som kræver fri passage for fisk gennem vandløb i EU inden 2027.

Årelang konflikt skal stoppe nu

EU-direktivet er årsagen til, at Magnus Heunicke stod ved søbredden i Tange.

Om fire år skal konflikten om Tange Sø være løst, hvis regeringen skal leve op til EU's regler.

På hver sin side af søens konflikt står mennesker med en brændende sag.

Den ene gruppe vil have søen, som i 1921 blev anlagt i forbindelse med Tangeværket, nedlagt og genskabt som å. Fiskene i søen kan nemlig ikke passere frit, som de før kunne, da søen var en del af Gudenåen. 

På den anden side står Gudenaacentralen og vandkraftværket Tangeværket, som producerer strøm til cirka 3000 husstande, sammen med en gruppe mennesker, som vil bevare Tange Sø som den er - blandt andet fordi søen har høj rekreativ værdi. 

I midten står Magnus Heunicke nu, ligesom 21 ministre har stået før ham siden år 2000. 

- Jeg går til opgaven med ydmyghed, for det er en kæmpestor opgave, siger ministeren og understreger, at opgaven er ligeså vigtig, som den er kompleks. 

Miljøminister Magnus Heunicke (S) har nu været forbi Tange Sø.
Miljøminister Magnus Heunicke (S) har nu været forbi Tange Sø.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

- Jeg mener, tiden nu må være til, at vi skrider til handling. Det ved jeg godt, at det har alle ministre for miljøet sagt før mig - det siger bare noget om, hvor kompleks opgaven er. Men det skræmmer mig ikke, det giver mig kun mere lyst til at få en langsigtet løsning, sagde ministeren før mødet i fiskehuset ved Tange Sø. 

Foreslår kompromis 

Foreningen til bevarelse af Tange Sø fremlagde til ministerens besøg et muligt kompromis. 

Med et omstryg på 2,3 kilometer, som skal lede fiskene rundt om søen, håber formanden for foreningen, at konflikten snart får ende. 

- Jeg tror på, vi kan bevare søen. Nu har vi en ejer, som er entusiastisk og vil spytte penge i projektet. Og så har vi en minister, som skal finde en løsning, for nu er tiden ved at rinde ud. Vi står stærkt, sagde Jarl Gorridsen tilfreds efter mødet som blandt andre rummede miljøministeren, borgmestre for Silkeborg og Viborg kommuner, lokale interessenter og Norlys, som ejer Tangeværket. 

Omstyrget er et kompromis, som foreningen for bevarelse af Tange Sø har udviklet.
Omstyrget er et kompromis, som foreningen for bevarelse af Tange Sø har udviklet.

Med omstryget vil foreningen skabe gydepladser for laksen, og en mulighed for at fisk kan passere udenom søen. 

En ren win-win, mener også Søren Gade (V), som deltog i mødet som menigt folketingsmedlem. 

- Her er en model, som flere kommuner er enige om, og en ejer, som har tilbudt at betale. Det giver både en god naturoplevelse, med steder, hvor man kan se laksen springe - og samtidig undgår vi at tømme søen, og have en mudderpøl de næste 20 år, siger Søren Gade. 

Modløse miljøforkæmpere: Ikke et nyt forslag

Forlaget blev også forelagt den tidligere miljøminister, Lea Wermelin, som for to år siden besøgte Tange Sø med samme formål som sin efterfølger. 

Og listen med ministerbesøg har været lang. 

Det gør én af de lokale miljøforkæmpere, Martin Knudsen, modløs.

- Jeg tror ikke på, at det bliver i min tid, for der er ikke nogen der har cojones nok til at gøre noget. Der savner vi sgu alle sammen Svend Auken, han fik jo genskabt Skjern Å. Danske politikere nu om dage er for vage - de tænker for meget på at please det absolutte mindretal, og det kommer man ingen vegne med, siger han. 

Martin Knudsen tror ikke på, at politikerne finder en løsning, selvom endnu en minister er kommet på besøg.
Martin Knudsen tror ikke på, at politikerne finder en løsning, selvom endnu en minister er kommet på besøg.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Siden han var 15 har han kæmpet for naturen omkring Tange Sø. Og selvom han ikke tror på en løsning i dag, så holder han ikke op med at demonstrere, når en ny minister kommer på besøg. 

- Det er vores eneste våben. Vi har kun vores stædighed og vores håb for, at det kan lykkes, siger Martin Knudsen. 

Det samme håber ministeren - selvom det er svært at gøre alle tilfreds. 

- Der er forskellig løsningsmuligheder, og der er ikke én, som alle er enige om. Men mit mål er at finde en, som løser flest mulige af de problemstillinger, vi har. Det er ikke helt nemt, for noget af dem trækker i hver sin retning - men det er så her, det politiske håndværk går i gang, og det har jeg i hvert fald masser af mod på, slår Magnus Heunicke fast.