Myndigheder på tilsyn ved kritiseret stutteri: Politiet skal nu vurdere observationer
Politiet overvejer nu, om tilsynet skal føre til yderligere.
Politiet, Fødevarestyrelsen og Viborg Kommune var torsdag ude at føre tilsyn med det omdiskuterede Viegård Stutteri.
Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi nu i en pressemeddelelse.
Her skriver politikredsen ikke direkte, at der er tale om det kritiserede hestestutteri ejet af John Byrialsen, men det bekrives, at ordensmagten sammen med de øvrige myndigheder torsdag førte tilsyn med et hestestutteri nord for Viborgs syv adresser - et hestestutteri, der har været megen presseomtale af den kommende tid.
Politiet er nu i færd med at vurdere, hvorvidt observationerne på stutteriets adresser giver anledning til yderligere, forlyder det i pressemeddelelsen.
- Det er endnu for tidligt at sige. Vi forventer snarest at modtage Fødevarestyrelsens indstilling, og så vil vi på baggrund af den og vores egne observationer foretage en afgørelse, siger politikommissær Peter Søndergård fra lokalpolitiet i Viborg i pressemeddelelsen.
Politiet bekræfter overfor TV MIDTVEST, at der er anmeldt en demonstration ved stutteriet, som er planlagt til at finde sted lørdag.
Tidligere ansat startede kritik
Det hele begyndte, da amerikaneren Tyrell Cotant, der tidligere har været ansat hos stutteriejer John Byrialsen, i TV MIDTVEST fortalte om sine oplevelser fra sin ansættelse på stutteriet tidligere på året. Han beskylder stutteriejeren for at vanrøgte sine heste.
I samme omgang fortalte Dorthe Brauner Jensen fra foreningen Stop vanrøgt af dyr bag hegn, at hun havde politianmeldt John Byrialsen
Siden da har politiet modtaget rigtig mange henvendelser, skriver Midt- og Vestjyllands Politi i pressemeddelelsen.
- Det er naturligvis rigtig dejligt, at borgerne gerne vil hjælpe politiet, men indtil videre har det drejet sig om oplysninger og adresser, som vi i forvejen kender til og har ført tilsyn med. Og vi følger selvfølgelig også op på tidligere tilsyn, siger politikommissær Peter Søndergård ifølge pressemeddelelsen.
Normalt at nogle heste er tynde
John Byrialsen har flere gange afvist at stille op til interview.
Den 1. juli fortalte han dog til TV MIDTVEST, at det hele handler om, at han og Tyrell Cotant gik skævt af hinanden.
- Han havde fået 10.000 dollars for at komme her og tilride mine heste. Det kunne han ikke finde ud af. Han fortalte også om, hvordan han havde skudt ti-årige børn i Afghanistan. Og det fortalte jeg ham, at jeg ikke gad at høre på.
- Og de billeder han har vist på Facebook, dem kender jeg ikke noget til. Men den ene hest kan jeg fortælle havde en urinvejsinfektion og var på penicillin. Og når man har så mange heste, som jeg har, så der er der ikke noget unormalt i, at der er en imellem der er lidt tynd, sagde John Byrialsen.
Han oplyser endvidere, at han selv har politianmeldt Tyrell Cotant.
- Politiet og dyrlægen har været her flere gange. Fødevarekontrollen har også været her, siger han.
Vil ikke have besøg af TV MIDTVEST
På spørgsmålet om TV MIDTVEST måtte komme forbi stutteriet var svaret nej. Ligesom han ikke ønskede at komme med yderligere kommentarer.
John Byrialsen er tidligere blevet politianmeldt af Dyrenes Beskyttelse. Det var i 2018 og på baggrund af billeder af underernærede heste. Politiet endte med droppe sagen.
I 2013 fik han fjernet 64 heste fra sit stutteri i Pasodowo i Polen. Den gang sigtede polsk politi ham for vanrøgt af sine heste.