Nye Tesla-priser sætter fut i elbilsalget: - Som forbruger er det jo altid rart at få en vare billigere

Nogle af Teslas mest populære elbiler er faldet i pris, så den sidste uges tid har en bilforhandler i Viborg solgt markant flere elbiler end normalt - og samtidig tabt 1,6 millioner kroner.

2:11
Hos Lindholm Biler i Viborg plejer elbilsalget at ligge på en 35-40 procent, men i den seneste uge har det været helt op over 50 procent.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

Den seneste uge har været noget udover det sædvanlige hos elbilforhandlerne, efter Tesla valgte at sætte priserne ned på flere af deres modeller. 

Herunder Tesla 3 Performance, som er en af de biler, der fra ny er faldet med omkring 100.000 kroner.

- Jeg har aldrig oplevet lignende nedsættelser, og konsekvenserne bliver omfattende for markedet, sagde Jan Lang, som er markedsanalytiker hos Bilbasen til Jyllands-Posten, dengang nyheden om Teslas prisreduktion kom ud.

Og nu omkring en uge senere, mærker Lindholm Biler i Viborg resultatet af Teslas prisreduktion.

- Det er jo, som det er, men det har været dyrt at gå på arbejde, det har da klart været underskudsgivende. Men vi skal jo videre, og så må vi købe noget op til en ny lav dagspris og få arbejdet os ud af det. Det er jo nu engang et vilkår, siger bilforhandler Henrik Bollerslev, fordi han lige nu sælger elbilerne en del billigere end beregnet.


Flere kunder men tab på 1,6 millioner

Mange har siden Teslas nyhed grebet til pengepungen og købt sig en elbil.

Hos Bilbasen, som er en af landets største markedspladser for salg af biler, blev der i sidste weekend solgt seks gange flere Teslaer end normalt.

Og hos Lindholm Biler i Viborg har der også været flere elbil-kunder end normalt.

- Vi har været vant til at ligge på en 35-40 procent af vores salg, der var elbiler, men i den sidste uges tid har det været helt op over 50 procent, fortæller Henrik Bollerslev.

To af dem, der er blevet fristet, og derfor er taget i byen for at prøvekøre en Tesla, er parret Henrik Christensen og Gitte Bundgaard fra Viborg.

Parret fra Viborg er taget ud for at se på den nedsatte Tesla 3 Performance, fordi de drømmer om at udskifte dieselbilen derhjemme med en elbil.
Parret fra Viborg er taget ud for at se på den nedsatte Tesla 3 Performance, fordi de drømmer om at udskifte dieselbilen derhjemme med en elbil.
Foto: Nanna Lykke Smith Rasmussen, TV MIDTVEST

- Vi er blevet gjort opmærksomme på det her med, at Tesla har sat priserne ned på deres nye biler, og at det så påvirker brugtmarkedet. Så har det ligesom vækket os til at sige, at måske er det nu, at vi skal have skiftet en dieselbil til en elbil, siger Henrik Christensen, mens han prøvekører en Tesla 3 Performance.

- Som forbruger er det jo altid rart at få en vare billigere, tilføjer han.

Selvom en stigning i kunderne jo normalt er en god ting, så har prisnedsættelsen gjort det til en underskudforretning at være bilsælger som Henrik Bollerslev. Han har i indeværende uge justeret priserne på elbiler for 1,6 millioner kroner - et direkte tab som konsekvens af Teslas nedsættelser.

Og det skyldes, at det ikke kun er Teslaerne, der falder i pris.

- Det er jo egentlig en bred kam af elbiler, der bliver påvirket af det her. Sådan en som Audien, den er nedsat med 30.000 kroner, og det er generelt for de andre elbiler 30-40.000 kroners drop, vi har set i indeværende uge, forklarer bilforhandleren i Viborg.


Kunsten at slå til på det rigtige tidspunkt

Det var egentlig ikke nødvendigt at udskifte dieselbilen til en elbil endnu for Henrik Christensen og Gitte Bundgaard, men pludselig blev det aktuelt at slå til.

- Hvis vi så samtidig kan håbe på, at vores dieselbil ikke er faldet tilsvarende, så vi har en forhåbning om, at vi kan spare 30-35.000 kroner på en elbil og så måske nogenlunde holde prisen på den bil, vi skal af med, forklarer Henrik Christensen.

- Det med at gøre en god forretning, når man handler bil, det er jo nok en illusion, det er altid dyrt at have bil, men kan man spare de 30.000, så har man da gjort et eller andet godt økonomisk, supplerer han.

Ifølge bilforhandler Henrik Bollerslev er det muligvis også blot et spørgsmål om tid, før prisen er oppe igen.

- Jeg er ikke nødvendigvis sikker på, at de her meget meget lave nybil-priser på Teslaen, de varer ved, siger han.