Pape er i stormvejr men på hjemstavnen er der vindstille
Politisk redaktør mener, sagerne kan skade Søren Pape Poulsen (K), men opbakningen er stor i det midt- og vestjyske.
Torsdag beklagede han møder med regeringstoppen fra Den Dominikanske Republik uden at have informeret Udenrigsministeriet.
Fredag berettede Ekstra Bladet, at Søren Pape Poulsens ægtemand ikke er jøde, som Pape flere gange har sagt.
Historier, der kan skabe lidt tvivl om en af de helt store forcer, for Konservatives statsministerkandidat.
- Det er potentielt rigtig farligt, for er der noget, han har levet højt på, så er det, at han er blevet betragtet som den mest troværdige partileder. Det risikerer han bliver undermineret af de her historier, lyder dommen fra Politisk redaktør på TV2 Hans Redder.
Baglandet står bag Pape
Spørger man rundt om i det midt- og vestjyske, så virker skaden til at være begrænset.
For mens der er nogle, der har mistet lidt tillid til Pape, så er der overvejende stor opbakning til den tidligere borgmester i Viborg.
Kommer der mere?
Det er Ekstra Bladet, der er kommet med historierne, der i nogen grad belaster Søren Pape Poulsen.
De er udkommet én og én, og derfor mener Hans Redder også, det er for tidligt, at vurdere, hvor meget skade, der kan ske.
- Vi ved jo ikke, om der kommer mere. Ekstra Bladet har siddet ret tungt på den her historie Har de flere afsløringer, der kan så tvivl om Papes troværdighed, det ved vi ikke endnu, siger Hans Redder.
Men som vi også høre fra flere på gaden i dag, så er de nu kendte historier ikke noget, der for alvor skade Konservatives formand, forud for det nærtstående folketingsvalg.
- Lige nu og her tror jeg, skaden kan begrænses frem mod valget. Men vi regner jo med, vi skal til valg om få uger, så spørgsmålet er, om han kan nå at lægge den her historie død, så den ikke fylder noget, lyder det fra Hans Redder.