Politiet efterlyser gerningsmand: Befamlede 16-årig pige på brysterne

Politiet tager sag fra banegården i Viborg meget alvorligt og vil gerne høre fra eventuelle vidner.

Politibil.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 16-årig pige var mandag aften udsat for en ubehagelig oplevelse på banegården i Viborg.

Pigen har fortalt politiet, at en ukendt gerningsmand skubbede hende op ad en væg, befølte hende på brysterne og forsøgte at kysse hende.

Episoden foregik omkring klokken 19.30 på toilettet i kælderen under banegårdens ventesal. 

Det lykkedes pigen at få sig vristet fri, men oppe i ventesalen blev hun igen opsøgt af manden.

- Han henvendte sig atter til hende, men hun råbte stop og nej, og så forlod han stedet, fortæller politiassistent Jesper Overby fra lokalpolitiet i Viborg.

Pigen har forklaret, at der var andre personer til stede i ventesalen, og dem vil politiet gerne tale med, ligesom man gerne hører fra eventuelle andre vidner.

- Sådan en episode kan være med til at skabe utryghed. Vi tager sagen alvorligt og prioriterer efterforskningen, siger Jesper Overby.

Han tilføjer - uden at gå i detaljer - at ordensmagten "har noget at arbejde videre med" i sagen.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.