Sjofelt vejskilt bliver stjålet igen og igen
Stig Johansen undrer sig over, at vejskilte til en særlig vej bliver ved med at forsvinde. Kommunen er lydhør over for flere af hans forslag til at løse problemet.
Lastbilchauffør Stig Johansen kører hver dag. Og lige, når han ser Bollervej, kigger han særligt godt efter.
Det er ikke, fordi vejen er særligt trafikeret eller skiller sig ud fra andre landeveje. Det er, fordi vejskiltene har det med at forsvinde.
På halvandet år var skiltet forsvundet 39 gange, så i april råbte han op om problemet. Det har bare ikke for alvor hjulpet noget. Vejskiltet vest for Viborg er stadig i høj kurs.
- Skiltene forsvinder stadigvæk! siger lastbilchaufføren med et grin.
Hos kommunen er man heller ikke i tvivl om, at Bollervej er i høj kurs hos skiltetyve.
- Jeg har simpelthen ikke hørt om andre, der er lige så interessante som det skilt der, siger Benedicte Wriedt, der er chef for trafik, ejendomme og sekretariat i Viborg Kommune.
Hun synes, det er træls, at skiltene forsvinder. Økonomisk er det nemlig ikke helt ligegyldigt. For i runde tal, vurderer hun, at det koster kommunen omtrent 1000 kroner per skilt.
- Man bruger pengene på noget dumt et eller andet sted, siger Benedicte Wriedt.
Hold da kæft, mand!
I april fortalte Viborg Kommune, at skiltene på Bollervej var dem, der oftest blev stjålet i kommunen. Siden april har kommune været ude at sætte seks nye skilte op.
- Hold kæft, mand! Og der mangler ét skilt endnu. Det er uhyggeligt og utroligt, siger Stig Johansen.
Han siger det trods alt med et grin. Men Stig Johansen kan ikke helt forstå, hvorfor kommunen ikke kan forhindre, at de tre vejskilte, der bør være på Bollervej, forsvinder igen og igen.
Lastbilchaufføren foreslår, at kommunen sætter en GPS-sporing i skiltene. Den idé overvejer kommunen da også.
- Det er en mulighed. Jeg har ikke rigtig kunnet finde steder, hvor man har brugt det, og jeg ved heller ikke, om det er for nemt at pille af. Det kan man undersøge, siger Benedicte Wriedt.
Skal vej til numerolog?
Hvis ikke en GPS er nok til at holde tyven væk, har lastbilchaufføren også et andet bud.
- Ellers må de omdøbe vejen.
Hvad skulle den så hedde?
- Ja, det ved jeg ikke. Den skal hedde noget, som folk ikke vil løbe rundt med og have til at hænge på værelset eller klubværelset, siger Stig Johansen.
Hos Viborg Kommune er afdelingschef Benedicte Wriedt da også godt klar over, at det kan være en mulighed at sende vejen til numerolog.
- Det talte vi faktisk også om. Men jeg kunne bare forestille mig, at nogle, der bor der, ville synes, det er rigtig træls, siger Benedicte Wriedt.