- Det handler om at opildne folk som var det en sportsbegivenhed

Vestjyske Marie Trout beskriver præsidentvalget som en sportsbegivenhed. Hvor man hepper og hujer på sit hold og forbander fjenden.

INCOMING 041124 2435 tiba
Foto: Tobias Meier, TV MIDTVEST

Bilerne dytter ihærdigt. Ud af bilruderne hænger der både flag og mennesker. En enkelt hund har også fået en trøje på i dagens anledning, hvor der med tusch er skrevet politiske budskaber.

Søndag aften er der parade, et såkaldt rally, ved Huntington Beach i Californien. De mange mennesker i biler og på gaden har minimum én ting tilfælles.

De stemmer på Donald Trump.

Det gør Marie Trout ikke. 

Hun bor få kilometer fra, hvor det hele udspiller sig. For hende er præsidentvalget blevet til noget, der minder om en sportsbegivenhed. Hvor man hepper og hujer på sit hold og forbander fjenden. 

Og det synes hun ikke om.

0:14
Søndag aften er der gang i gaden i Huntington Beach, tæt på Los Angeles.

- Nyheder og rallys har ikke noget med information at gøre. Det handler om at opildne folk som var det en sportsbegivenhed, lyder det fra Marie Trout.

Hun er egentlig vestjyde, men har i mere end 30 år boet i USA. Og hun oplever, at begivenheder som denne ofte finder sted.

- Det påvirker mig ikke. Jeg ved godt, hvor jeg skal gå hen for at undgå det. Det er ikke noget, jeg har lyst til at tage del i, lyder det fra hende.

Selvom præsidentvalget først er i morgen, så har hun allerede stemt. 

Og det er ikke på Donald Trump, lyder det.