Slovak overfaldt Papes kæreste: Vil have ændret udvisning

En udvisning fra Danmark kan få betydning for slovaks job som advokat, hævder hans forsvarer i Højesteret.

Søren Pape Poulsen og Josue Vasquez.
Søren Pape Poulsen og Josue Vasquez.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix (arkiv)

En slovakisk ishockeyfan, der arbejder som advokat, kæmper for at få ændret sin udvisningsdom. Manden er dømt for at have slået Søren Pape Poulsens forlovede.

Højesteret tog onsdag hul på sagen, der omhandler et voldeligt overfald på tidligere justitsminister Søren Pape Poulsens (K) forlovede, Josue Vasquez.

Overfaldsmanden er en 35-årig slovakisk advokat, der var i København i forbindelse med VM i ishockey.

Både i by- og landsretten er manden blevet dømt, men han har fået tilladelse til at anke til Højesteret, hvor målet er en mildere straf.

Dommerne i både by- og landsret idømte ham en udvisning med et indrejseforbud i seks år, og det kan hindre ham i at udføre sit arbejde som advokat, hævder hans forsvarer, Erbil Kaya.

Medejer af advokatfirma

Manden bor med sin familie i Warszawa, hvor han er medejer af et advokatfirma.

- Det kan ikke udelukkes, at der oprettes afdelinger i Danmark, eller at han får klienter i Danmark, sagde Erbil Kaya onsdag i Højesteret.

Det var natten til den 17. maj sidste år, at det endte voldeligt mellem de to parter.

Manden har for længst udstået sin straf og var heller ikke til stede i retten onsdag. Heller ikke Josue Vasquez eller Søren Pape Poulsen mødte op.

Det er usædvanligt, at sager om vold i nattelivet ender hos Højesteret.

Profileret sag

Erbil Kaya understreger efter retsmødet over for Ritzau, at han ikke med sikkerhed ved, hvorfor Procesbevillingsnævnet har givet anketilladelse til Højesteret i, hvad der ligner en banal sag om et slagsmål i nattelivet.

- Vi har med en profileret sag at gøre, som godt kan have betydet, at de principielle problemstillinger i sagen er blevet gjort mere synlige, siger han.

Her peger Erbil Kaya på, at retspraksis normalvis siger, at man får en betinget straf, når man ikke tidligere er straffet, i sager om knytnæveslag i nattelivet.

Når Procesbevillingsnævnet giver anketilladelser, begrunder nævnet aldrig afgørelsen.

Sagen er blevet belyst heftigt i medierne, og daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) blandede sig også.

- Rystet over, at Søren Papes samlever, Josue Medina Vasquez, er blevet udsat for en hadforbrydelse, skrev han blandt andet på Twitter.

Slovakken var også sigtet for at have haft et homofobisk motiv, men den sigtelse blev senere droppet.

Højesteret afsiger dom onsdag i næste uge.
    
/ritzau/