Stor brand på svinegård: - Op mod 60 grise brændte inde
Tirsdag morgen kæmpede brandvæsnet med flammerne på en svinegård ved Tjele.
Opdateret:
En svinestald ved Tjele nær Viborg står tirsdag morgen i flammer.
Det oplyser vagthavende ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær.
- Omkring klokken 04.00 kommer et vidne forbi svinegården, der ligger på Nørreåvej. Her har ild fået fat i tagkonstruktionen på en stald. Anmelderen slår alarm og får vækket beboeren, siger vagtchefen.
I øjeblikket kæmper brandvæsnet med flammerne for at undgå, ilden spreder sig. Der er dog ifølge vagtchefen sket stor skade allerede.
- Noget af tagkonstruktionen er væltet ned over besætningen, så der vil uundgåeligt være mange dyr, der brænder inde, afslutter han.
Der er ifølge vagtchefen en dyrlæge på stedet, der står klar, så snart det er muligt at tilse dyrene.