Tidligere Superligaspiller har held hos pigerne: Rekordmange deltagere på Pimpongs fodboldskole

Som aktiv fodboldspiller havde han held med at score en masse mål. Nu har han held med at lokke børn og unge ud på fodboldbanen i ferien.

2:16
Razak Pimpong driver i dag Pimpongs Talentskole. Det har han gjort de seneste ni år.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Mens nogle bruger Kristi Himmelfartsferien på at slikke sol, gå i haven eller lægge sig foran fjerneren, så er der helt andre boller på suppen hos dem, der bruger ferien i selskab med tidligere Superliga-spiller Razak Pimpong.

I denne weekend afholder det mangeårige Viborg- og FCM-koryfæ nemlig sin årlige pige-fodboldskole, og selvom Pimpong både før og efter sit karriestop er kendt for at have ualmindeligt meget fart på, så er der altså noget, der tyder på, at han alligevel når at gøre sig bemærket blandt fodboldgale børn og unge.

Fodboldskolen, der i år bliver afholdt for tredje gang, er nemlig siden starten gået fra at have 23 deltagere til i år at have 62, og derfor var det en tilfreds fodboldskole-leder, som TV MIDTVEST fangede her på fodboldskolens sidste dag.

- Jeg er overrasket over, at det er gået så godt. Det betyder meget for mig, fortæller Razak Pimpong.

Fodboldskolen bliver afholdt på Hald Ege Efterskoles træningsbaner tæt på Viborg.
Fodboldskolen bliver afholdt på Hald Ege Efterskoles træningsbaner tæt på Viborg.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

Pigerne fik sin egen fodboldskole

Det hele startede for ni år siden, da Razak Pimpong for første gang nogensinde kastede sig ud i at afholde sin egen fodboldskole. Fodboldskolen fik navnet Pimpongs Talentskole, og den foregik i uge 42, hvor den henvendte sig til unge mellem 8-11 år, som gerne ville bruge efterårsferien på at trille lidt med en fodbold.

Den foregik på Hald Ege Efterskoles træningsbaner tæt på Viborg, og den ville ud over selve spillet med den runde læderbold også sætte fokus på den glæde, der følger med verdens mest populære sportsgren. Gennem tiden er deltagerne for eksempel blevet mødt af en rød løber samt afrikanske trommer, når de er ankommet til fodboldskolen.

I dag lever fodboldskolen i uge 42 stadig i bedste velgående, men tilbage i 2021 besluttede Pimpong så at lave endnu en fodboldskole. Indtil da havde drenge og piger nemlig spillet på den samme fodboldskole, men Pimpong ønskede at give pigerne en mulighed for at have deres egen.

- Pigerne vil gerne have deres egen fodboldskole. Nogle af dem kan godt fungere, når det er sammen med drengene, men andre har lidt sværere med det. Pigerne kan godt være lidt generte, men her behøver de ikke være bekymret for, at drengene kommer løbende med høje albuer, fortæller Razak Pimpong.

Caroline Bruun Qvortrup (tv.) og Sara Schaltz Nielsen (th.) er to af de 62 deltagere, som denne Kristi Himmelfartsferie har været under Pimpongs fodboldvinger.
Caroline Bruun Qvortrup (tv.) og Sara Schaltz Nielsen (th.) er to af de 62 deltagere, som denne Kristi Himmelfartsferie har været under Pimpongs fodboldvinger.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST


15.000 flere idrætspiger end i 2019

Det kan måske for nogle lyde som et skridt tilbage i tiden at adskille kønnene fra hinanden, men faktisk er det noget, som flere og flere idrætsklubber gør. Ifølge formanden for DGI Midtjylland er der nemlig i stigende grad fokus på at lokke piger ind i foreningerne, og det betyder, at der i dag findes flere specifikke tilbud til piger i alle sportsgrene, end der har gjort førhen.

Formanden mener, at det er en af hovedårsagerne til, at der i dag er 15.000 flere piger i idrætsforeningerne end for fire år siden.

- Tidligere var fodbold jo meget en drenge-idræt, men det er det altså ikke længere. Der er mange idrætsforeninger, som formår at lave de rigtige tilbud til pigerne, så de kommer med, fortæller Lars Engeborg, der er formand i DGI Midtjylland.

Razak Pimpong håber, at der i fremtiden vil komme endnu flere piger med på hans fodboldskole. Han har i hvert fald tænkt sig at fortsætte den til næste år.