Viborg sælger topscorer til sydkoreansk klub

Sebastian Grønning forlader Viborg FF efter 31 mål i 50 kampe og skifter til sydkoreansk fodbold.

Sebastian Grønning
Foto: Dan Sørensen, TV MIDTVEST

Superligaklubben Viborg FF har solgt angriberen Sebastian Grønning til den sydkoreanske klub Suwon Samsung Bluewings med øjeblikkelig virkning.

Det oplyser Viborg onsdag på sin hjemmeside.

24-årige Grønning nåede 50 kampe i Viborg, hvor han scorede 31 mål. I denne sæson har han nettet seks gange i Superligaen for oprykkerholdet, hvilket gør ham til klubbens topscorer.

- Det har været en rigtig god tid for mig her, og jeg synes, at jeg og Viborg har været det helt perfekte match.

- Siden jeg var en lille dreng, har jeg drømt om at spille i udlandet, og den mulighed er nu opstået, så jeg er bare glad for, at det hele nu er på plads, siger Grønning til klubbens hjemmeside.

Viborg-sportschef Jesper Fredberg forklarer, hvorfor klubben nu mister sin topscorer.

- Da vi hentede Sebastian i Skive på en fri transfer, så var det med en plan og målsætning om, at vi skulle tilbage til Superligaen sammen, og at Sebastian skulle være en profil og topscorer for os.

- Det kan vi sætte flueben ud for, og så var det også en del af planen, at han skulle videre, når der kom en spændende mulighed, siger Fredberg.

Han kalder det en god økonomisk aftale for Viborg.

- Vi er tilfredse med handlen, da det også er vigtigt for vores strategi at kunne sælge spillere til udlandet.

- Så selv om vi selvfølgelig er ærgerlige over at miste en dygtig spiller, er vi samtidig også glade og stolte over handlen., lyder det fra sportschef Jesper Fredberg.

Den sydkoreanske klub blev sidste år nummer fem i den bedste sydkoreanske række og har tidligere vundet mesterskabet fire gange og pokalturneringen fem gange.