Viborg-streg er ude med alvorlig knæskade
Stregspiller Ida-Marie Dahl blev skadet under lørdagens kamp mod Aarhus United.
Ida-Marie Dahl, der er stregspiller i Viborg HK, har pådraget sig en alvorlig knæskade.
Det skriver Viborg HK i en pressmeddelelse.
- En scanning har vist, at Ida-Maries forreste korsbånd i knæet er revet over, skriver klubben i meddelelsen.
Skaden skete, da Viborg HK spillede hjemmkamp mod Aarhus United lørdag.
En korsbåndsskade er en alvorlig skade, der betyder en længere skadespause for stregspilleren.
Viborg HK skriver, at det er et hårdt slag for Ida-Marie og klubben.
En del af gamet
Jakob Vestergaard, der er cheftræner i Viborg HK, udtaler:
- Først og fremmest er det jo mega synd for Ida-Marie, der nu skal opereres og igennem en længere genoptræningsperiode. Hun har spillet fantastisk denne sæson og har i 2020 været blandt ligaens klart bedste stregspillere, så det er et hårdt slag for hende og os som hold.
- Det er desværre en del af gamet, men vi forventer, at Madeleine Östlund er klar til at tage over, og så håber vi på, at Majbritt Toft hurtigst muligt finder sit tidligere niveau fra før sin skade. Så er vi godt stillet igen.
Viborg HK ligger lige nu på tredjepladsen i den kvindelige håndboldliga, HTH Ligaen.
Klubben vandt lørdagens kamp mod Aarhus United med cifrene 29-20.