Politiet kimet ned af stutteri-anmeldelser i weekenden: To ansatte på skadestuen efter sammenstød

Politiet beder om ro til efterforskningen, som forstyrres af et hav af "uberettigede opkald" om Viegård Stutteri.

Flere parter anmeldte hinanden på stutteriet i Skals ved Viborg.
Flere parter anmeldte hinanden på stutteriet i Skals ved Viborg.
Foto: Sebastian Engelberth Hansen, TV MIDTVEST

Der har været nok at gøre for lokalpolitiet i Viborg i denne weekend. 

En lovligt anmeldt demonstration fandt sted ved Viegård Stutteri nord for Skals. 

Men det var ikke demonstrationen, der voldte politiet problemer, men derimod en hel del ballade før og efter, fortæller politikommissær Kim Steinicke fra lokalpolitiet i Viborg. 

- Det har været en usædvanlig weekend for os, siger politikommissæren. 

Sprang ud foran biler 

Han fortæller, at politiet har modtaget flere anmeldelser om hændelser i området omkring Viegård Stutteri, og at flere af dem denne weekend har været fra medarbejdere tilknyttet stutteriet. 

- Vi får anmeldelse om, at dyrevelfærdsaktivister står på Nørremarksvej og springer ud foran biler. Anmelderen, der er tilknyttet stutteriet, er utryg ved, at de ikke kan komme frem til ejendommen, forklarer Kim Steinicke. 


Fodrede heste - og endte i slagsmål 

Søndag eftermiddag blev politiet igen tilkaldt af ansatte ved stutteriet. 

En gruppe på 10-15 personer havde, ifølge den ansatte, fodret heste, som tilhørte stutteriet. 

Da to ansatte - to brødre - konfronterede gruppen endte det i tumult og slagsmål, oplyser politikommissæren. 

- Vi sender en patrulje ud, som traf de to forurettede, der begge havde tydelige spor efter slagsmål og friske skader i ansigtet, fortæller Kim Steinicke fra lokalpolitiet i Viborg. 

De to ansatte kørte selv på skadesturen efter episoden, og ønskede sidenhen ikke at anmelde episoden. 

Den undersøges dog fortsat som en voldsepisode ifølge politikommissæren. 

Søndag aften måtte politiet så endnu engang ud til en ejendom, som er tilknyttet stutteriet., Her anmeldte ansatte igen, at personer skabte uro ved ejendommene, og en medarbejder anmeldte samtidig hærværk på sin bil, fortæller Kim Steinicke.

"Adskillige" opkald til politiet

Under hændelserne søndag ringede flere borgere også til politiet. Men politiet vurderede, at de mange opkald drejede sig om forhold, som slet ikke var strafbart. 

- Vi er kørt ud på langt de fleste henvendelser, som vi får derfra. Men der har været adskillige opkald søndag, som var helt uberettiget, og som ikke er et arbejde for politiet, forklarer Kim Steinicke.

- Vi kan eksempelvis få en henvendelse om, at der går folk rundt på vejen, og det er ikke en opgave for politiet, men kan være fordi en medarbejder bare passer sit arbejde, siger Kim Steinicke, og uddyber, at nogle ringer om hændelser, som de ikke selv har set.

- Der er rigtig anmeldelser, der handler om følelser, om noget, man har ikke selv har set men bare har hørt om eller har set på Facebook, forklarer Kim Steinicke. 

Patruljen, som søndag kom ud til stedet, formanede ifølge Kim Steinicke borgere til at besinde sig og holde igen med henvendelserne til politiet. 

Den pointe gentog han mandag overfor TV MIDTVEST. 

- Vi bruger mange ressourcer på at tage derud, og det tager timer fra selve efterforskningen. Vi har haft en weekend her, hvor anmeldere har drænet os for ressourcer, og de ressourcer ville vi jo hellere have brugt på at efterforske sagen, forklarer Kim Steinicke. 

Han understreger dog, at er der tale om straffeovertrædelser, som voldsepisoder, skal politiet altid underrettes.

- Men man bør altid bruge sin sunde fornuft, siger Kim Steinicke.

- De henvendelser, der fylder er om konfrontationer, som sagtens kunne være undgået, hvis man lige havde brugt sin sunde fornuft, og ikke gået ind på privat grund eller fodret andre menneskers dyr, siger Kim Steinicke.  

Sigtet for ulovlig afbrænding

Men søndag førte en anmeldelse fra borgere, som opholdt sig i nærheden af stutteriet, alligevel til en sigtelse. 

Anmeldelsen lød, at der blev afbrændt affald, og at ilden var ude af kontrol. 

- Branden var ganske kortvarigt ude af kontrol, men der var ingen fare for hverken mennesker eller dyr, understreger Kim Steinicke fra lokalpolitiet i Viborg. 

- Men der var så meget røgudvikling, at vi valgte at sende en patrulje derop. Normalt når man brænder en halmballe af på en åben mark, så kommer vi ikke ud, men når der er tale om affald og kraftig røg, så kommer vi derop, oplyser politikommissæren. 

Situation kom ifølge politikommissæren hurtigt under kontrol, men en mandlig ansat på stutteriet blev sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. 

- Han er sigtet for overtrædelse af loven, fordi han brænder affald af, og fordi branden kommer ud af kontrol, fortæller Kim Steinicke, som ikke kan oplyse, hvordan branden kom ud af kontrol.

Den sigtede står til en bødestraf, oplyser politikommissæren, som nu håber på en mere fredelig uge.

- Vi kører løbende tilsyn på adressen, så vi er til stede, og de fleste dage har der også været langt mere ro, end i weekenden. Men nu bestiller vi gerne fred i den kommende tid, siger politikommissæren.