Trænerskifte er godt nyt for Gustav Isaksen

Dan Hirsch Sørensen, Sportskommentator

Lazio-spilleren er kommet tættere på mere spilletid og på det danske landshold. Nu skal han krydse fingre for en træner, der vil ham.

Gustav Isaksen var én af de spillere, der var i spil til landstræner Kasper Hjulmands EM-trup. Men den tidligere FC Midtjylland-spiller blev sorteret fra, da han de seneste par måneder ikke har fået ret meget spilletid i sin klub Lazio i Rom.

Men nu er der måske bedre tider på vej for 23-årige Gustav Isaksen, der lige nu er aktuel i dokumentaren ”Fodbolddrengene i Rom” på TV MIDTVEST Play.

I marts fik Isaksen landsholdsdebut. Og i en stribe kampe for Lazio tidligere på foråret har han vist, at han har kvaliteterne til at begå sig på allerhøjeste niveau. Han har også færdigheder, som det danske landshold kan bruge.

I går kom det frem, at Lazios kroatiske træner, Igor Tudor, stopper i Rom-klubben efter blot 82 dage og 11 kampe i spidsen for de lyseblå romere. Og det er en nyhed, som Gustav Isaksen især kan glæde sig over. For det er siden Tudor’s tiltrædelse, at det har været svært for Isaksen at klemme sig ind i startopstillingen. Under den tidligere træner, Maurizio Sarri, havde danskeren ellers lige fundet fodfæste og leverede flere fremragende præstationer. Isaksen var eksempelvis banens bedste i Champions League ottendedelsfinalen i februar hjemme mod Bayern München. Så drengen fra Hjerk i Salling har evnerne til at være med på topniveau.

Nu skal Gustav Isaksen blot krydse fingre for, at Lazio får en træner, der kigger danskerens vej. Igor Tudor valgte at gå med de sikre og rutinerede navne og skelede ikke meget til den tidligere FC Midtjylland-spiller. Selv om Isaksen stadig var den samme spiller, som havde spillet så fremragende mod Bayern München. Sådan er det bare i fodbold. Som spiller er man afhængig af, at træneren vil dig. Ellers kan man kæmpe og løbe mange meter forgæves.

Og får Gustav Isaksen mere spilletid i den nye sæson, er der ikke lang vej til det danske landshold. Den lynhurtige og driblestærke kantspiller skal nok få masser af landskampe.

Lige nu kan du på TV MIDTVEST Play i øvrigt se serien ”Fodbolddrengene i Rom” om netop Gustav Isaksen og en anden tidligere FC Midtjylland-spiller, Rasmus Nissen Kristensen. 

daso_dsc_3578.jpg
Af Dan Hirsch Sørensen
Sportskommentator

Dan har spillet 200 superligakampe for AGF, Ikast FS og Vejle Boldklub og var anfører i en stor del af tiden. Han ragede i øvrigt et hav af røde kort til sig. Efter fodboldkarrieren har han også beskæftiget sig med sport. Nu betragter han spillet fra sidelinjen for TV MIDTVEST som sportskommentator.