Må man tage hunden med sig på restaurant? Her må man

Tysker turister vil gerne have hunden med i byen. Så nu tilpasser en restaurant i Vedersø sig ønsket fra vores naboer.

Sådan ser et af lokalerne på Restaurant Litus i Vedersø Klit typisk ud.
Sådan ser et af lokalerne på Restaurant Litus i Vedersø Klit typisk ud.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Hunde müssen draußen bleiben.

Den besked møder tyske turister på de fleste restauranter i det midt- og vestjyske ferieland, menneskets bedste ven har ingen adgang.

Sådan var det også tilbage i foråret på Restaurant Litus i Vedersø Klit, men det gav restauratør Johnny Bregendahl en række kvaler. 

- Jeg måtte afvise rigtig mange tyskere, fordi de havde hund med. Det var jo penge, som gik ud ad døren hver eneste dag, så vi tænkte, at det måtte vi gøre noget ved, fortæller Johnny Bregendahl.

Johnny Bregendahl er indehaver af Restaurant Litus i Vedersø Klit.
Johnny Bregendahl er indehaver af Restaurant Litus i Vedersø Klit.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Plejer kun at kunne spise ude med hund om sommeren

Løsningen blev, at Johnny Bregendahl fik indrettet et specielt lokale, hvor gæsterne gerne må tage de firbenede med ind, mens de nyder en god frokost eller middag. Det er noget, som ifølge restauratøren er blevet taget særligt godt imod af turisterne fra vores naboland mod syd.

- Når de kommer herop og bor i et sommerhus, må de som udgangspunkt ikke efterlade hundene. Så hvis de vil ud at spise, er de nødt til at have dem med, lyder det fra Johnny Bregendahl.

Det er dog ikke kun tyske turister, der sætter pris på en restaurant, hvor hunde er velkomne. Også Tom Demming fra Holstebro, der lagde vejen forbi Restaurant Litus fredag aften, er begejstret for konceptet.

- Det er helt fantastisk. Jeg har aldrig prøvet det før. Normalt kan vi kun tage dem med ud at spise om sommeren, hvor vi kan sidde udenfor, lyder det fra Tom Demming.

Tom Demming fra Holstebro havde fredag aften sin hund med på restaurant i Vedersø.
Tom Demming fra Holstebro havde fredag aften sin hund med på restaurant i Vedersø.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Hunden er som et familiemedlem

Restauranten i Vedersø Klit er ikke ene om at have en hundevenlig politik. Mange aktører i turistbranchen har fået øjnene op for, at mange tyskere er glade for hunde og gerne vil have dem med på ferie.

På Jyllands-Akvariet i Thyborøn må hunde gerne komme med indenfor, og akvariet har også indrettet en speciel Hundespielplatz.

- For mange af vores tyske gæster er hunden som et familiemedlem, og de går meget op i, at den skal med. Den skal ikke bare være hjemme i sommerhuset, så det betyder utroligt meget, at hundene er velkomne her, siger økonomimedarbejder Pernille Overgaard.

3:18
Tysker turister vil gerne have hunden med i byen. Så nu tilpasser turistbranchen sig.