Autist vinder klagesag: Nu kommer hun på specialskole

Et års tovtrækkeri med Viborg Kommune har nu fået sin ende. En 15-årig autist vinder en klagesag, og skal nu på specialskole.

15-årige Julie Bisgaard glæder sig til at komme i skole igen.
15-årige Julie Bisgaard glæder sig til at komme i skole igen.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

For 15-årige Julie Bisgaard fra Ørum har skolebænken i et år været skiftet ud med værelset hjemme i Ørum ved Viborg. Men nu kan den 15-årige autist igen se frem til at komme i skole.

Hun har nemlig vundet en klagesag mod Viborg Kommune, som indtil nu har afvist at give hende en plads i en specialklasse.

- Jeg er så glad for, at jeg endelig skal tilbage i skole, lyder det fra en tydeligt begejstret Julie Bisgaard.

En lang kamp

Det seneste år har familien i Ørum kæmpet en kamp mod kommunen for at få en plads på en specialskole. Den almindelige folkeskole blev nemlig for meget for 15-årige Julie Bisgaard, som har været sygemeldt siden april.

- Med al den skrig og råben, der er i pauserne – og nogle gange også i timerne - så kan jeg ikke rumme at være derinde, sagde hun i december, da TV MIDTVEST besøgte hende.

Men nu behøver Julie Bisgaard ikke længere at bekymre sig om larmen i en almindelig folkeskoleklasse. Klagenævnet for Specialundervisning slår nemlig fast, at Julie skal visiteres til en specialklasse for normaltbegavede elever med autisme.

Det vækker ikke kun begejstring hos Julie Bisgaard, men også hos hendes mor.

- Jeg synes, det udtrykker meget klart, at Julie hører til et sted, hvor hun bliver rummet som autist, siger Louise Bisgaard.

Et fejlskøn fra kommunen

Da TV MIDTVEST fortale Julie Bisgaards historie i december, afviste Viborg kommune, at Julie havde brug for et specialtilbud.

Men den vurdering er klagenævnet altså ikke enige i, og de har nu pålagt kommunen at træffe en ny afgørelse i sagen.

- Det er et skøn, og når der er tale om skøn, så kan vi også skønne forkert. Og så kigger vi på det igen, siger skolechef i Viborg Kommune Claus Drachmann Kaasby-Wang.

Ikke den eneste sag

Sagen om Julie Bisgaard er ikke den eneste af sin slags. I hele landet er der et stigende antal af sager om børn, der ikke går i skole i flere måneder eller år.

For at komme det problem til livs har Viborg Kommune ansat flere fraværskonsulenter.

-  Det er en stor udfordring, og det skal vi tage rigtig alvorligt, for vi kan ikke have, at børnene ikke kommer i skole. Så enkelt er det, lyder det fra skolechefen.

I næste uge skal Viborg Kommune træffe en ny afgørelse i sagen.

2:19
Du kan se indslaget om Julie Bisgaard her.