Dina Thorslund vandt sin VM-kamp

Sent lørdag aften besejrede Dina Thorslund mexicanske Yessica Munoz ved et VM-boksestævne i Struer.

Struer-bokseren Dina Thorslund er nu verdensmester i to af de internationale bokseforbund.
Struer-bokseren Dina Thorslund er nu verdensmester i to af de internationale bokseforbund.
Foto: THOMAS SJØRUP / Ritzau Scanpix

Den ubesejrede danske bokser Dina Thorslund vandt lørdag aften over mexicaneren Yessica Munoz i Struer.

Dermed kan hun nu kalde sig WBO-verdensmester i bantamvægt.

Sejren var Dina Thorslunds 12. i karrieren ud af 12 mulige, og den blev sikret overbevisende på point efter ti omgange. Dommernes scorer lød på 99-91, 100-90 og 100-90 i Thorslunds favør.

De to boksere kæmpede om bokseforbundet WBO's Female World Super Bantamweight Championship-titel.

I marts 2018 vandt Thorslund en ledig titel i WBC-regi, da hun efter ti omgange vandt på point over 50-årige Alicia Ashley fra Jamaica.

Og nu kan hun altså kalde sig for dobbelt verdensmester.

24-årige Dina Thorslund så generelt skarp ud i lørdagens kamp, og hun virkede til at være den 27-årige Munoz fysisk overlegen.

Hun havde også overskud til at lytte til sine trænere undervejs.

- Nogle gange kan man godt forstå, hvad man får at vide (i ringhjørnet, red.), men man kan ikke altid udføre det, når man bliver træt.

- Men fordi jeg havde overskuddet, så kunne jeg også gøre det. For jeg kan godt se, at når jeg kom ud og bevægede mig, så ramte hun mig overhovedet ikke, siger hun til TV3+ efter kampen.

Modstanderen Yessica Munoz tabte sin første kamp i 2013, men siden da har hun vundet 17 gange og bokset uafgjort en enkelt gang.

Lørdag aften kunne hun dog ikke stille noget op imod danskeren, der dermed fortsat er ubesejret i karrieren.

 

2:45
Vi var med helt tæt på Dina Thorslund - før, under og efter den imponerende VM-sejr.