Håndbold: Ditte Vind skifter til TTH Holstebro
Cheftræner Pether Krautmeyer betegner det som en scoop, at klubben har skrevet kontrakt med den 25-årige målmand.
TTH Holstebro har sikret sig en ny keeper til sit hold i kvindernes liga fra den kommende sæson.
Klubben har skrevet en treårig kontrakt med 25-årige Ditte Vind, der kommer fra Aarhus United.
- Det er et scoop, at vi har underskrevet en aftale med Ditte. Vi ved at hendes evner på banen er helt unikke med sin gode højde, sin bevægelighed og sit fantastiske blik for spillet. Desuden er hun et helt fantastisk menneske, som vil gøre alt for sine holdkammerater, siger cheftræner Pether Krautmeyer i en pressemeddelelse.
Aarhus United er en af sæsonens store positive overraskelser i håndboldligaen og ligger i øjeblikket på sjettepladsen. Ditte Vind har spillet i klubben siden 2017, og før det vogtede hun målet i HC Odense og Nykøbing Falster, som hun vandt DM-guld med i sæsonen 2016/2017.
- Jeg tror på, at jeg i TTH Holstebro kan skrue på nogle parametre i mit spil og dermed blive en bedre målmand. Det er jo en decideret håndbold-by, jeg flytter til, og klubben har et professionelt setup både på, og uden for banen, som gør, at jeg forhåbentlig kan etablere mig både som spiller og som menneske i Holstebro, siger hun.