Flygtede til Danmark: Jeg fortryder det aldrig

Den ene er i dag læge, den anden er maler og den tredje skolelærer. Fælles for dem er, at de kom til Danmark først i 1990'erne på flugt fra krigen i deres hjemland, Bosnien.

Fælles for dem er også at ingen af dem har planer om at flytte tilbage til Bosnien.

- Når man rejser på den måde, som vi gjorde, bliver tvunget til at rejse. Så tager man ikke bare på ferie og ser hvad der sker i Danmark og så tager man tilbage igen. Man river noget op, siger Damir Salskov Obad. 

Damir Obad er i dag 38 år. Han har er gift og har to små børn. Han flygtede fra byen Mostar i Bosnien i 1993, da han var 13 år gammel, sammen med sine forældre og lillebror.

- Det var ikke et valg. Det var det, der var at gøre. Eller så var der fangelejr. Død. 

I dag arbejder Damir Salskov Obad som anæstesilæge på Universitetshospitalet i Skejby. Han har ingen planer om at tage tilbage til Bosnien.

For ham gik vejen til integration via brydeklubben i Herning. Her var der pludselig nogle der så ham som andet end flygtning. Her var bryder - og en god bryder.

- De tog mig til sig på mange måder. De hjalp mig med at komme til brydning, jeg skulle med bus og skifte, bare for at komme til træning, og der var nogle der hentede mig ved bussen, fortæller Damir Salskov Obad.

- Det var en stor ting. Så kommer man ud at rejse med dem, og blev en del af noget andet end at være flygtning og bo i det det center. Så var man pludselig noget andet. 

Maleren fra Ikast

I Ikast bor en 55-årig maler. Han har snart 20 års jubilæum, som maler. Galib Kolubara kom til Danmark 18. december 1992 sammen med kone og to børn på to og fire år.

Det var også planen, at de kun skulle være i landet i kortere tid.

- Vi kunne ikke lære dansk, fordi det var meningen, vi skulle tilbage, når krigen var slut. Men vi kunne ikke vende tilbage, når der ikke var nogle steder vi kunne bo. Så det var en svær periode, fortæller Galib Kolubara fra Ikast.

28. november 1992 vedtog folketinget den såkaldte "Jugoslaverlov", der gav krigsflygtninge fra Balkan mulighed for midlertidigt ophold i Danmark.

Maleren fra Ikast flyttede ind på flygtningecentret i Hald Ege ved Viborg i vinteren 1993.

- Det var svært. Vi kunne ikke lave noget. Det var næsten som et fængsel. Man var fri og man kunne gå, men hvad skulle man lave, når man ikke har arbejde og ikke kunne foretage sig noget, siger Galib Kolubara.

- Men, du var trods alt sluppet ud af en krig sammen med din familie.

- Ja, det var jeg. Det var heldigt. Det var jeg også taknemmelig for. Der var ikke noget brok, siger den 55-årige maler.

I dag er han taknemmelig for de muligheder tiden i Danmark har givet ham. Børnene er i dag store og er veluddannede, den ene som designer og den anden er uddannet i international økonomi.

Om flugten siger han:

- Jeg er meget glad ved, jeg tog den beslutning. Jeg tror ikke, jeg ville være i live, hvis jeg var blevet der nede.

Skolelæreren fra Thisted

De var tre familier pakket i to små biler, da Saed Huskic flygtede med sin hustru og to sønner fra krigen i Bosnien. Det skulle gå hurtigt, for uden for byen gjorde de serbiske tropper sig klar til belejring. 

Men familien nåede ud og via færgen fra Polen kom de til Sandholmlejren og der efter til Frederikshavn.

- Beslutningen om af flygte, er noget man tænker, som det sidste i sit liv: Nu er jeg nødt til at flygte. Men man beskytter sin familie og tænker på dem, som man har kær, fortæller Saed Huskic.

Efter en måned gik turen til Thy - en tur der stadig står i erindringen. Ikke mindst på grund af de mærkeligt bøjede træer.

I dag arbejder den 56-årige bosnier som lærer på Tingstrup Skole i Thisted, hvor han blandt andet underviser i fysik og matematik. 

Familien har tænkt sig at blive i Thisted resten af livet. Balkan er i dag i sted de tager på ferie, lige som så mange andre.

Der er snart 25 år siden familien flygtede.

- Jeg fortryder det aldrig. Jeg synes, det var den bedste beslutning i mit liv. Det er virkelig en beslutning, som har forandret mit liv og min families liv.

Se hele programmet om de tre herunder.