Julekalenderen: Mød klovnene, der gør en kæmpe forskel
Bag dagens låge gemmer der sig flere glade klovne, der arbejder på at gøre dem der har brug for det lidt gladere.
De er børnenes bedste venner.
Landsdelen over besøger klovne børn på blandt andet hospitalerne, og det har i løbet af året været med til at skabe flere højdepunkter.
Et af dem er vores artikel om hospitalsklovnen Fiola, som er bedste venner med drengen Villads. Villads er indlagt 100 dage om året, fordi han har en sjælden sygdom, men når Fiola er der, så har han det sjovt i stedet for at være bange for sygehuset. Det er noget, som Villads’ mor Matilde Søndergaard Kristensen sætter pris på.
- Herning Sygehus er nærmest blevet en ekstra børnehave. Han spørger altid, om Fiola er der, og han har lært klovnenes skema udenad, så han ved præcist, hvem der er der i dag, fortæller hun.
Fiola – eller Karin Kjeldgaard Simonsen – beskriver selv sin rolle som en, der skal hjælpe børnene med at mestre det, som de skal igennem. Engang imellem er det ventetiden for et fastende barn, men andre gange skal hun hjælpe dem med at bearbejde smerte.
- Jeg forsøger at hjælpe dem med at udtrykke deres følelser. At det er okay at sige av, når det gør ondt, fortæller hun. Læs hele historien om Fiola og Villads her.
Omsorgsklovnen Luni
Det er ikke kun på hospitalerne, at man kan møde en venlig klovn.
Luni Smil er en klovn, der sludrer med demente på plejehjem, besøger hospitaler med Lastbiler for Børn, og så løber hun hvert år rundt i målområdet til Søndersøløbet i Viborg.
- Det giver mig bare helt vildt meget energi, glæde og overskud i hverdagen, siger Lene Mortensen, som hun i virkeligheden hedder.
Modsat Fiola så er Luni ikke en hospitalsklovn, men en omsorgsklovn. Dem er der ikke så mange af på landsplan. Hun er uddannet ved Klovnekaravanen – der kun har uddannet en lille skare på 20 omsorgsklovne gennem årene.
De er ikke de eneste klovne, som vi har mødt i år. Herunder kan du møde Aage Klovn, der altid løber i klovnekostume for at samle ind til hospitalsklovnene. Han er årsag til, at der er i dag løbes klovneløb.