Mogens Jensen om eksportgrise: Måske skal vi justere reglerne
Efter mange problemer med nye regler for kontrol med eksportgrise, er Fødevareminister Mogens Jensen åben for justeringer.
Efter at TV MIDTVEST i løbet af ugen fortalte, hvordan de nye regler for kontrol med eksportgrise faktisk giver problemer for både chauffører og grisene, vil Socialdemokratiets Mogens Jensen nu evaluere reglerne. Det skriver Landbrugsavisen.dk
- Jeg mener, det vigtigste er, at vi sikrer dyrevelfærden, og det skal der være et system, der sørger for, men som selvfølgelig også skal være til at håndtere, siger Mogens Jensen til Landbrugsavisen.dk og fortsætter:
- Jeg vil tage de her erfaringer med, som vi har fået hen over sommeren, når jeg skal mødes med fødevareordførerne, og når vi på et tidspunkt skal evaluere på det her regelsæt, om der er nogle ting, der skal justeres, siger han.
Ministeren ønsker ikke at forholde sig til, hvilke løsninger der konkret kunne være tale om.
- Det vil jeg gøre, når jeg har samlet op på erfaringerne og fået beslutningsgrundlag, og når jeg har haft mulighed for at drøfte det med mine politiske kolleger, siger Mogens Jensen.
Han kan heller ikke sige noget om, hvornår han vil kigge på reglerne.
- Det kan jeg heller ikke sige noget konkret om endnu. Det her er sket over de sidste 14 dage, og vi skal have mulighed for at drøfte det politisk i ministeriet, og så vil vi ud fra det se på, om der er behov for justeringer og lægge tidsrammen ud fra det, siger fødevareministeren.