Mors-Thy Håndbold ender med uafgjort i Esbjerg
Nordvestjyderne var foran med tre mål kort før tid, men måtte alligevel se Ribe-Esbjerg nappe uafgjort.
Det lignede nok et nederlag til sæsonens store skuffelse Ribe-Esbjerg og samtidig den fjerde sejr i træk til Mors-Thy, men de to klubber endte med at dele med cifrene 23-23 i herrernes håndboldliga.
Mors-Thy førte ellers 23-20 med tre minutter tilbage, men hjemmeholdet Ribe-Esbjerg kæmpede sig til et tiltrængt point med udligningen fem sekunder før tid.
Ribe-Esbjerg, der inden sæsonen hentede en lang række spillere i ambitionen om at kunne gøre sig gældende blandt de bedste, ligger nummer ni i ligaen med otte point for 13 kampe.
Der er dog fire point op til ottendepladsen, der giver adgang til slutspillet, og Århus, der indtager det sidste mandat lige nu, har spillet en kamp færre.
Mors-Thy kom til opgøret med tre sejre på stribe efter at have indledt sæsonen med otte nederlag og har nu også otte point for 13 kampe.
Ribe-Esbjerg virkede tændt fra begyndelsen og bragte sig foran med 3-1, men snart havde udeholdet skabt fuld balance. Derfra udviklede det sig meget lige med enten lige stillinger eller knebne føringer.
Mors-Thy var dog mest i teten i halvlegens sidste del og kunne gå til pausen med en føring på 13-12.
Udeholdet holdt fast i den spinkle føring i anden halvleg og skabte kampens første føring på tre scoringer, da Mads Kjeldgaard Andersen med 12 minutter tilbage gjorde det til 20-17 med sin syvende scoring.
Men hjemmeholdet gav ikke op. Særligt den slovenske stregspiller Miha Zvizej holdt højt niveau, og med sin sjette scoring på lige så mange forsøg reducerede han til 20-21, da otte minutter resterede.
Men Mors-Thy svarede tilbage med to mål og lignede en vinder med føringen på 23-20, men hjemmeholdet sluttede bedst af og sikrede det ene point, da Kasper Kvist scorede fra venstre fløj.