Par kæntrede i Limfjorden: Efterlyser deres hund

Efter en kæntringsulykke i weekenden mangler et par stadig deres ene hund.

Hvis du finder hunden, så vil ejerne gerne i kontakt med dig.
Hvis du finder hunden, så vil ejerne gerne i kontakt med dig.
Foto: Privat

Carina Christensen og hendes kæreste Bo Andersen var sammen med flere andre i weekenden på vej i en båd fra Hvalpsund til Fur, da det hele gik helt galt.

Med i båden havde de to hunde, da båden kæntrede ud for Hvalpsund.

- Pludselig lænede båden til den ene side. Jeg troede, at det var meningen, men pludselig lå vi i vandet, fortæller Carina Christensen.

Den ene hund, en rød Cocker Spaniel tæve, mangler stadig. Efterlysningen af hunden på Facebook er i skrivende stund blevet delt mere end 2300 gange.

Forsøgte at redde den

Det lykkedes for dem at få den ene hund ud af båden, men de kunne ikke få fat i den røde Cocker Spaniel.

- Min kæreste Bo forsøgte flere gange at redde den ud. Han ville have den med. Han knuste en rude i båden, men det blev mere og mere umuligt. Til sidst kom færgen og redede ham op, forklarer Carina Christensen.

Hun forklarer, at hun godt ved, at udsigterne ikke er gode.

- Vi ved godt, at den sandsynligvis er død, men vi vil bare gerne have den hjem. Vi håber, at nogen ser den skylle i land et eller andet sted, siger hun.

Alle mennesker blev reddet i sikkerhed.