Peter kæmper mod rågerne: Det er en meget klog fugl

I Lemvig er bestanden af råger nede på et minimum, og det skyldes Peter Smith.

Peter Smith har reguleret råger i 30 år.
Peter Smith har reguleret råger i 30 år.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Rågen er meget kendt for at larme fra tidlig morgen, og det har gjort den upopulær hos naboer.

I Lemvig har man haft store problemer med rågerne, men nu bestanden er nede på et minimum, efter at jægeren Peter Smith og hans kolleger er gået i gang med at regulere.

For selvom rågen er fredet, så må ungerne reguleres fra 1. maj til 15. juni. Derfor står jægerne tidligt op hver dag.

- Her i forårsmånederne er vi afsted morgen og aften, forklarer han.

Rågerne bor i kolonier i høje trækroner, hvor de bygger deres reder højt oppe. Mindst to rågeunger skal lade livet hver dag, men det er svært, fortæller han.

- Det er en meget klog fugl. Den kan sagtens se, om det er en turist der går her, eller om det er os. Det er klart med det samme.

Arbejdet i 30 år

Igennem årene har man i Lemvig Kommune forsøgt at bekæmpe rågerne på forskellig vis. Man har både forsøgt at spule rederne ned med vand og skræmme fuglene væk, men alt sammen uden held.

Peter Smith har efterhånden en del erfaring med at regulere bestanden af de højlydte fugle. For han har haft jobbet i 30 år.

- Da det var på det højeste, der blev jeg kaldt ned på kommunen til et møde, fortæller han.

Da Peter Smith fik at vide, at han måtte skyde alle de råger, han kunne, skete der noget.

- Så satte vi en mand på hver dag, så vi var syv mænd, der skød. Vi var oppe på at skyde 800 til 1000 unger. Det er mange fugle.

I dag er rågebestanden faldet fra 550 reder til kun 30.

- Som det er her og nu, så kører det. Den skal ikke udryddes. Det synes jeg er synd, slår Peter Smith fast.

2:44