Politiet advarer: Køb ikke billige gasflasker på nettet

Gasflasker er i høj kurs på det sorte marked. Politiet advarer mod, at man lader sig friste og dermed bliver hæler.

Gasflasker
Foto: Arkiv

De kriminelle ser ud til at have fundet en ny måde at skaffe hurtige penge på: Tyveri og videresalg af gasflasker.

- Vi har igennem længere tid oplevet tyveri af gasflasker. Vi kan se, at de bliver solgt på Den Blå Avis og Facebook, og vi er lidt bekymrede over, at det tilsyneladende er helt almindelige danskere, der køber dem, siger politikommissær Christian Toftemark fra lokalpolitiet i Viborg.

Natten til mandag stoppede politiet en bil med to unge mænd i nærheden af Viborg. De to forsøgte at stikke af fra ordensmagten, og det var der formentlig en god grund til. I bilen fandt betjentene flere gasflasker, som de betragter som tyvekoster.

- Jeg er ret sikker på, at det er gasflasker, der er stjålet med henblik på videresalg. Hvordan de lige har slået sig ind på den her forretningsmetode, ved jeg ikke, men det kan godt være en givtig forretning, siger Toftemark.

Hæleri

Han understreger, at det hurtigt kan blive en dyr omgang at købe gasflasker på nettet, selv om tilbuddet virker fristende.

- Jeg kan kun opfordre til, at man tænker over, hvor man køber sådanne ting. Der er kun et marked for det her, hvis der er købere til det. Og ja, det kan da godt være, at man engang imellem kan købe en gasflaske til halv pris, men det er hæleri, siger politikommissæren.

De to unge mænd, der blev anholdt ved Viborg, kommer fra Tjele og Vesthimmerland. De er i forvejen kendt af ordensmagten.